Spring til indhold
Nyhed

Ungestrategi - hvordan får vi flere unge i uddannelse?

04-02-2008

Nu ligger første udkast til Odense Kommunes Ungestrategi klar til høring.

 

I dag får mere end hver femte ung i Odense ikke en ungdomsuddannelse. Det er et problem, fordi uddannelse er en vigtig faktor i forhold til at bryde den negative sociale arv og en væsentlig kilde til identitet. Uddannelse er desuden også en forudsætning for et sikkert fodfæste på arbejdsmarkedet.

 

Ungestrategien er Odense Kommunes bud på, hvordan man sikrer, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse og undgår passiv forsørgelse. I arbejdet med at skabe en samlet strategi har der været fokus på at inddrage alle dem, der arbejder med unge og uddannelse til dagligt. Deres ideer og indspark har været med til at danne et solidt fundament for strategien.

 

Social-, Arbejdsmarkeds-, Børn- og Unge- samt Ældre- og Handicapudvalget besluttede d. 29. januar 2008 at sende udkast til en samlet Ungestrategi i bred høring blandt eksterne interessenter og samarbejdspartnere, borgere samt ledere og medarbejdere i Odense Kommune.

 

I forbindelse med høringen udtaler de tre rådmænd - Jane Jegind, Erik Simonsen og Søren Thorsager:

 

"Det er vigtigt, at alle unge får en ungdomsuddannelse. Vi er på mange måder godt på vej, men endnu ikke helt i mål. Vi er derfor gået sammen på tværs i kommunen og med mange andre aktører for i fællesskab at udvikle nye ideer og løsninger, som kan klæde kommunens unge på til fremtidens udfordringer. Vi håber, at mange vil benytte høringsfasen til at give deres besyv med og hjælpe med at gøre Ungestrategien endnu bedre".

 

Med høringsrunden er der mulighed for at kommentere og komme med konkrete ændringsforslag til den samlede Ungestrategi.

 

Udover selve strategien kan man også læse mere om fundamentet for Ungestrategiens vision, mål og forslag til initiativer i baggrundsmaterialet.

 

Eventuelle høringssvar sendes senest d. 27. februar 2008 til anbe@odense.dk

eller til Børn- og Ungeforvaltningen, Postboks 749, Slotsgade 5, 5100 Odense C, Att.: "Ungestrategien"

 

På baggrund af høringssvarene udarbejdes det endelige forslag til Odense Kommunes Ungestrategi, som forelægges Byrådet i maj 2008.

 

Ungestrategien      Baggrundsmateriale    Kodeks