Spring til indhold

Coaching en systemisk tilgang

Coaching – vi arbejder ud fra den grundlæggende antagelse, at borgeren besidder mange evner og ressourcer. Og det er disse evner og ressourcer, som vi i den coachende tilgang, er optaget af, at hjælpe borgeren til at opdage og bringe i spil.

Menneskesyn

Alle medarbejdere i Vista Balboa arbejder ud fra en systemisk-narrativ forståelsesretning. Det væsentligste ved dette menneskesyn er, at borgeren er ekspert i eget liv. Det betyder at medarbejderne i Vista Balboa indtager en coachende rolle frem for en bedrevidende ekspertrolle. Udgangspunktet i den coachende tilgang er at borgeren selv, inspireret og udfordret af medarbejderens spørgsmål og idéer, kan skabe de bedst mulige løsninger i den sammenhæng eller kontekst, hvori vedkommende eksisterer. Borgeren ejer sit problem og har nogle iboende evner og ressourcer til at skabe løsninger på problemet og i denne proces udvikle sine evner.

 

 

Coaching – metode i rehabilitering

Som metode i denne rehabiliterende samarbejdsproces, anvendes den systemiske-narrative tilgang. Det betyder at vi arbejder ud fra den grundlæggende antagelse, at borgeren besidder mange evner og ressourcer. Og det er disse evner og ressourcer, som vi i den coachende tilgang, er optaget af, at hjælpe borgeren til at opdage og bringe i spil, så de kan bruges i forhold til den aktuelle situation eller sag vi samarbejder om. 

 

Vista Balboas målgruppe har ofte dårlige erfaringer med offentlig hjælp. Den hjælp vi tilbyder, skal derfor give mening for dem. Det er en til tider langsommelig proces, hvor vi som medarbejdere må evne at være opmærksomme på egne personlige værdier, så vi ikke kommer til at pådutte borgeren vores egne værdier og løsninger. Vi skal kunne være afventende og først stille vores faglige viden til rådighed, når brugerne er i en situation, hvor de ønsker at tage imod.

 

 

Alle uddannes til at arbejde coachende ud fra en systemisk-narrativ tilgang

Når man ansættes i Vista Balboa, siger man ja til at arbejde efter en systemisk-narrativ forståelses ramme. 

 

Alle medarbejdere gennemgår i løbet de første par år en systemisk-narrativ grunduddannelse. Tilgangen er en meget anvendelig metode i mødet med de udfordringer der udspiller sig i samarbejdet med Vista Balboas målgruppe. 

Hvordan håndterer man fx på en faglig forsvarlig måde værdiantagelsen om, at ”mennesket som udgangspunkt er i stand til at træffe beslutninger om eget liv”, når borgeren samtidig fx ønsker at stoppe med den antipsykotiske medicin, isolerer sig, misbruger rusmidler eller på anden måde handler således, at det skaber åbenlyse skadelige konsekvenser for borgerens liv? – Det er her uhyre nemt at bringe borgeren i en forsvarsposition, som blot styrker de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. 

 

Gennem systemisk uddannelse erhverves redskaber til gennem nysgerrige og undersøgende spørgsmål, at hjælpe borgeren til aktivt at tage stilling til de vanskeligheder, han eller hun befinder sig i. Der vil dog være situationer, hvor det for en stund kan blive nødvendigt at tage ansvaret fra borgeren. Eksempelvis ved svær psykose, hvor psykosen styrer borgeren og ikke omvendt. Her vil personalet skulle forholde sig til psykiatrilovgivningen. 

 

Den systemisk-narrative coachende tilgang er også konfliktnedtrappende, hvilket er gavnligt i samarbejdet med målgruppen, som ofte rummer fx mistro, vrede og frustration.

 

 

Sidegevinst – faglig udvikling

Som en særlig sidegevinst bringer tilgangen også udvikling ind i det kollegiale felt. Her anvendes nøjagtig samme tilgang; ”mennesket udvikler sig gennem positiv og anerkendende respons”. Leder vi efter fejl og mangler hos hinanden, og taler om hvor tungt arbejdet er, så har det en selvforstærkende virkning. Hvis vi omvendt anerkender hinanden, og taler om hvad der er spændende og sætter spot på det der virker, vil der ske udvikling i den retning. Den systemiske-narrative tilgang anvendes derfor også i såvel kollegial supervision som i supervision med ekstern supervisor.