Forældre får gode råd til at blive en sund digital familie
Odenses forældre til børn mellem 3 og 13 år giver nu hinanden gode råd til, hvordan familierne kan håndtere de udfordringer de oplever i en tid, hvor det digitale fylder mere i børns liv.
I disse dage skal 25.600 forældre i Odense holde øje med e-boksen. I hvert fald hvis de kan genkende oplevelsen af, at det der med børns færden digitalt er lidt svært at få hold på og snakke om. For på baggrund af først en spørgeskemaundersøgelse blandt forældrene og dernæst en forældrekonference med ekspertdeltagelse, er Odense Kommune nu klar til at dele ud af familiernes indsigter, oplevelser og tips. På den måde er det i virkeligheden familierne selv, der har været med til at formulere de gode råd, der nu dumper ind i e-boksen.
I en sund digital familie:
- Tager man kritisk stilling til brug af digitale platforme og deres indhold
- Laver man relevante spilleregler og aftaler for, hvordan man bruger dem, og hvad man gør, hvis man kommer til at bryde aftalerne
- Har man respektfulde og nysgerrige samtaler om, hvad der sker i de enkelte familiemedlemmers digitale liv
Forældre mangler viden om de digitale platforme
En af indsigterne fra spørgeskemaundersøgelsen blandt Odenses forældre er, at omkring halvdelen ikke synes, at de har tilstrækkelig viden om de digitale platforme, som deres børn bruger - og at omkring 40% er usikre på, hvordan de skal håndtere deres børns digitale liv.
- Det er for mange en ny virkelighed, som forældre og børn skal lære at navigere i sammen. Undersøgelsen viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi taler med hinanden både om det gode og sjove men også det, der er svært og hvor man har brug for hjælp til at navigere. Et vigtigt element i at være verdens bedste robotby er netop at sætte fokus på den digitale dannelse, så man som familie kender og forstår faldgruberne online og får håndteret oplevelserne sammen. Det tager vi for alvor hul på nu med de gode råd, der gør det lettere at fortsætte snakken derhjemme, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
Langt de fleste digitale platforme, som børn benytter, er af producenterne udformet med det mål at få børnene til at bruge mest muligt tid på dem, og meget af indholdet bombarderer sanseindtrykkene, så hvis man foreslår, at barnet gearer ned ved at sidde med en iPad, er det en god idé at vælge en afsluttet fortælling, der ikke automatisk leder barnet videre til at klikke på noget nyt. Og det er netop et af de helt konkrete råd til forældre, der ønsker at få lettere ved at stå fast på aftaler om fx skærmtid.
- Jeg tror, vi er mange forældre, der står i overvejelserne om, hvordan man støtter sine børn i at blive selvstændige og tage ansvar for egne handlinger samtidig med, at man føler behov for at beskytte dem mod udefrakommende farer. Som familier har vi brug for de fælles snakke om, hvordan alle familiemedlemmer får en god hverdag med online-livet som fast følgesvend. Jeg håber, forældrene vil lade sig inspirere til den snak om de gode forslag, de nu modtager, siger Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand.
Fem råd til forældre
- Du er det gode eksempel
- Vær nærværende
- Sæt rammer
- Gode rutiner ved sovetid
- Lav naturlig slutning
Læs flere indsigter og gode råd, der er sendt til familierne her.
Kontaktinformation
Peter Rahbæk Juel, borgmester, via presserådgiver Heidi Callesen, mobil: 29 73 43 11
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 30 60 44 19
Eva Maria Knudsen, projektleder Sund Digital Familie, mobil: 21 49 72 25