Spring til indhold
Nyhed

Nu koder tumlinger også: Verdens bedste robotby går ind i år 2

26-11-2020

Mange flere børn i Odense kommer nu til at stifte bekendtskab med robotter, kodning og teknologi i alverdens afskygninger allerede i børnehavealderen. For når 'Verdens bedste robotby i børnehøjde' går ind i sit andet år, rammer strategien om børns teknologiske dannelse og uddannelse nu alle aldersgrupper og alle dele af byen.

Tumliger koder også

Børn og voksne i KFUM Børnehus introduceres lige nu til teknologiforståelse gennem Coding Class Toddler. Foto: Guldastronaut

Odense Byråd vedtog i går, hvordan de 5 millioner kroner til indsatsen skal bruges i 2021. Fokuspunkterne er:

  • Kompetenceopbygning af de voksne, der er omkring børnene og de unge
  • Strategiske partnerskaber
  • Synlighed af teknologien i byen

- Tusindvis af børn i Odense har allerede leget og eksperimenteret med robotter og digitale løsninger i vuggestuer, børnehaver og skoler, og de har kastet sig ud i det med en fantastisk nysgerrighed. Jeg glæder mig til, endnu flere børn bliver en del af Verdens bedste robotby-miljøet, hvor vi ruster børnene med sunde digitale vaner og også lader dem forholde sig kritisk til den digitale verden. Teknologi er blevet en del af Odenses DNA, og med det her forløb guider vi roligt og sikkert børnene ind i den digitale verden, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Alle børn i Odense skal have robotbyens DNA. Men det er ikke alene børnene, der lige nu lærer det fundamentale om kodning og digital dannelse - det gør de voksne i skoler og børnehusene også. Det er netop et af de vigtige fokuspunkter i år 2 af strategien for 'Verdens bedste robotby i børnehøjde', nemlig at kompetenceudvikle pædagoger og lærere, så de kan inddrage teknologisk tankegang og værktøjer i undervisningen og læreplanerne.

Pingvinen Jack leger kodning ind hos børn og voksne 

Et af eksemplerne er Coding Class Toddler, hvor omkring en tredjedel af byens børnehuse i år og næste år får besøg af det lille odenseanske firma, Guldastronaut, der med et programmeringsforløb inspirerer pædagoger til, hvordan de kan lege og lære med teknologien. Børnehavebørnene får et sprog for programmering, man øger deres samarbejdsevner og de bliver introduceret til forskellige teknologier, som de bliver nysgerrige på. Forløbet er bygget op omkring historien om Pingvinen Jack, hvilket gør det sjovt og relevant for børnene at lege med.

De øvrige børnehuse har adgang til samme læringsforløb digitalt, og alle børnehuse har også mulighed for at trække på læringskonsulenter, der kan rykke ud og sammen med medarbejderne prøve idéer af så tæt på børnene som muligt.  

- Jeg bliver undertiden spurgt, om hvorfor det er så vigtigt at være Verdens bedste robotby i børnehøjde? Svaret er, at det er en fantastisk arena for dannelse i alle ordets betydninger. Børnene bliver modige, nysgerrige, tålmodige, kreative og lærer at samarbejde. Derudover er det tæt forbundet med opfinderi og iværksætteri. Tænk hvis næste generation af unge er lige så optagede af at skabe job og løn til andre end bare sig selv, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

 

Mød robotterne i byen

Robotter og teknologi skal i 2021 sprede sig til andre steder end dagtilbud og skoler og være mere synligt og tilgængeligt for alle. Det sker i et tæt samarbejde med relevante aktører i byen fx uddannelsesinstitutioner, it- og robotvirksomheder og biblioteket.

- I By- og Kulturforvaltningen arbejder vi intensivt med at trække 'Verdens bedste robotby i børnehøjde' ind i vores byrum, så alle, der besøger Odense, ser, hvad vi kan med robotter, og bliver inspireret til at uddanne sig inden for de tekniske fag, herunder robotter. Derfor glæder jeg mig også til at se et makerspace udfoldet centralt i Borgernes Hus, hvor børn kan gå direkte ind fra gaden og arbejde med robotter. Det bliver en spændende måde at koble vores hovedbibliotek og borgerhus sammen med robotbyen, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt.

Samarbejdet med eksterne partnere har senest resulteret i en bevilling på ca. 5 millioner kroner fra VILLUM FONDEN til en slags opfinderhuler. I løbet af 2021 vil elever kunne få glæde af makerspaces på både Syddansk Erhvervsskole, Kroggårdskolen, Tingløkkeskolen, Ungdomshuset og et bibliotek, mens et enkelt af dem bliver mobilt. 

Fakta

Vedhæftede filer

Coding Class Toddler 1 kvadrat.jpg
Coding Class Toddler 2.jpg

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21152910
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 30604419
Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, mobil: 30604356
Sanne Munk Doll, programleder, Verdens bedste robotby i børnehøjde, samdo@odense.dk, mobil: 21757169