Projekt Edison
Opfinderkonkurrencen Projekt Edision er for 6.-7. klassere. I løbet af konkurrencen vil eleverne lege med innovation, koncept- og produktudvikling, hvor alle med en iværksætter i maven kan folde sig ud.
Projekt Edison er en sjov og lærerig opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse, hvor eleverne gennemgår en innovativ læringsproces.
Det er en landsdækkende opfinderkonkurrence, og det er op til hver enkelt skole, om de deltager. Under et længere forløb vil eleverne stifte bekendtskab med koncept- og produktudvikling i både teori og praksis. Målet er, at hver gruppe fremstiller et produkt, hvilket de senere skal fremvise på en større messe.
Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Undervisningen foregår tværfagligt, og eleverne får mulighed for at arbejde selvstændigt samt udfolde sig kreativt.
Elever, der deltager i Edison, skal arbejde under et bredt nationalt tema fastsat af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med en arbejdsgruppe fra de deltagende kommuner. I løbet af efteråret skal eleverne arbejde med produktudvikling, præsentationsteknik, visualisering og markedspotentiale som forberedelse til lokalfinalerne og til landsfinalen i november, hvor de skal fremvise deres endelige produkt for forældre, undervisere, og dommere.
Se mere om Projekt Edison her.