First Lego League
Kampråb, konkurrence under tidspres, robotter og de gode idéer er, hvad man kan opleve til den afgørende konkurrence i FIRST ® LEGO ® League på Fyn.
First Lego League Challenge er en innovation- og teknologikonkurrence, som strækker sig over en periode på 8 uger. Målet er blandt andet at inspirere børn og unge i alderen 10-16 år til at blive morgendagens ingeniører, forskere og problemløsere. I løbet af arbejdsperioden får eleverne lov til at arbejde som forskere og ingeniører med et samfundsrelevant tema og skal finde løsninger på problemer, som de voksne ikke kender svaret på.
Projektforløbet er opbygget i tre forskellige elementer: En projektopgave, en teknologiopgave og kerneværdier. Eleverne skal i projektopgaven selv definere deres bud på en problemstilling. Projektet er hvert år baseret på et nyt tema. I teknologiopgaven skal eleverne designe og programmere en robot til at løse en opgave på en udfordrende bane.
Under hele forløbet skal holdene arbejde med kerneværdierne, som bl.a. hjælper dem med at holde fokus på, at det er en venskabelig konkurrence. Som afslutning på projektforløbet afholdes der en lokal turnering i Odense Kommune, hvor alle de tilmeldte hold får mulighed for at konkurrere og inspirere hinanden.
De senere år har Odinskolen som verdens bedste robotskole været vært for turneringen.
FLL er et tværfagligt projekt, men med hovedvægt i de naturfaglige fag, matematik, dansk og teknologi. Udover forankring i skolerne, deltager der også fritidshold i projektet.
FIRST LEGO LEAGUE kerneværdier
- Opdagelse: Vi udforsker nye færdigheder og ideer.
- Innovation: Vi bruger kreativitet og udholdenhed til at løse problemer.
- Effekt: Vi anvender det, vi lærer, til at forbedre vores verden.
- Inkludering: Vi respekterer hinanden og rummer hinandens forskelligheder.
- Teamwork: Vi er stærkere, når vi står sammen.
- Sjov: Vi har det sjovt!