Fjolle ordleg
Læs mere om den analoge aktivitet 'Fjolle ordleg'
Infoboks
- Alder: 3-6 år
- Tid: 0-30 minutter
- Ude eller inde: Begge
- Aktivitetsniveau: Middel
- Antal børn: Tre til otte børn
Materialer
- Gulvplads
Emner
- Kreativ tænkning
Fremgangsmåde
Alle børn sidder i rundkreds.
Legen starter med at børnene bliver præsenteret for et mærkeligt, sammensat ord (fx ”Robot-sovs”), som de skal forklare og beskrive betydningen af (evt. efter makkersnak).
Det sammensatte ord sættes sammen af to almindelige ord. Jo mærkeligere det sammensatte ord er, jo sjovere bliver legen (fx robot-blomster eller strømkat).
Børnene opfordres til at give flest mulige forklaringer på, hvad det sammensatte kunne betyde. Facilitatoren kan inddrage deltagerne mere i legen, ved fx at bede alle om at tænke på et ord (ikke sammensat, fx ”hest” eller ”batteri”). To børn udpeges til at hviske hver deres ord i facilitatorens venstre og højre øre. Ordene kombineres så til et nyt sammensat ord.
Ideer til ord:
- Robot-sovs
- Teknologi-blomster
- Strøm-kat
- Batteri-sky
- Lednings-gymnastik
- Strøm-tyggegummi
Hvordan understøtter aktiviteten kodning og teknologiforståelse?
Gennem aktiviteten leger børn og voksne med de teknologiske ord og finder på nye og fjollede teknologier og deres anvendelser. Der bliver åbnet op for dialogen om teknologi, og børnene får et begyndende sprog for teknologien.
Aktiviteten stammer fra projektet ’Filosofiske samtaler om teknologi’ udarbejdet af Filosofi i Skolen fra Syddansk Universitet i samarbejde med børnehuse fra Sct. Hans.