Spring til indhold

Sphero

Læs mere om aktiviteter med teknologien "Sphero" her.

Infoboks

  • Alder fra: 3-6 år, evt. 0-3 år
  • Tid: 0-30 minutter
  • Ude eller inde: Inde
  • Aktivitetsniveau: Lav eller middel
  • Antal børn: Et til flere

Materialer

  • Sphero
  • iPad
  • evt. musikafspiller

Emner

  • Teknologiforståelse
  • Nysgerrighed
  • Kreativitet

Brugervejledning

  1. Hent appen Sphero Play i Appstore
  2. Start med at sætte robotten i opladeren, så den bliver tændt.
  3. I appen kan du vælge forskellige udgaver. Vælg den udgave du har – enten Spark, Mini eller Bolt. Hold robotten tæt til iPaden mens den bliver forbundet
  4. Kalibrer robotten. Dette gøres ved at rotere ikonet der er på iPaden. Mens man kalibrerer robotten, er der et lille lys i robotten. Dette skal man få til at pege over på en selv.
  5. Du kan nu vælge, hvordan du vil styre robotten. Hvis du trykker på ikonet der ligner et rat nede i venstre hjørne, vil de forskellige styringsfunktioner dukke frem. Den funktion der hedder ”blocks” er programmeringsfunktionen. I styrefunktionerne ”Joystik” og ”Tilt” anvender du iPaden til at styre robotten.
  6. I øverste højre hjørne af skærmen finder man ikonet ”indstillinger (Settings)”. Her kan indstilles lysstyrke, bevægelseshastighed og hvilken farve, Spheroen skal lyse.



Lav en dansefest

I appen Sphero play findes mange forskellige joysticks, altså forskellige måder hvorpå Sphero kan styres. En af mulighederne er Blocks, hvor man kan kode Sphero til at bevæge sig i forskellige mønstre, f.eks. 2 frem, 1 tilbage, 3 til siden og skift farve til rød. Denne funktion kan bruges til at holde en dansefest mellem Sphero og børnene.

Børnene får på skift lov til at indtaste en kode og trykke start. Der indtastes forskellige bevægelser, frem, tilbage eller til siderne og indimellem en farve. Hver farve kan have forskellige betydninger, f.eks. gul = hop, rød = dreje rundt, grøn = trampe, osv.

Så skal der skrues op for musikken og børnene danser sammen med Sphero, samtidig med, der holdes øje med, om Sphero skifter farver, så man kan lave den bevægelse, som passer til farven.


Sphero labyrint

Der bygges en labyrint eller en forhindringsbane sammen med børnene af legetøj, klodser, stole eller puder. Børnene skiftes til at styre Sphero gennem banen. Rundt om legetøjet, under stolen, mellem benene på de andre børn, som skal stå stille. Klodser kan stilles op som en vej, som Sphero skal styres gennem. Der kan bygges broer, den skal køre under, osv.


Sphero fange

Den voksne, eller et ældre barn, som har haft god øvelse med at styre Sphero, vælger et styresystem, som man er fortrolig med. ”Tilt” eller ”Joystick” er de nemmeste.
Man laver en base til Sphero, det kan være et hus, et bur eller et fængsel, som man bygger sammen med børnene. Det skal være på gulvet eller på jorden, og den ene side skal være åben, så Sphero kan rulle ud, når den styres. Samtidig skal børnene også have en base, et bestemt sted, hvor de skal stå eller sidde.
Der findes på en historie. Sphero kan være en bandit/røver som er i fængsel, men slipper ud og børnene er politiet, som skal fange den eller Sphero er et vildt og farligt dyr, en tiger/en bjørn, som er sluppet løs fra sit bur og børnene er dyrepasserne, som skal fange Sphero og sætte den tilbage til sit bur.

Nu er man klar til at gå i gang med legen. Børnene starter på deres base og Sphero starter på sin. Den voksne styrer Sphero ud af basen og rundt på hele området. Det er børnenes opgave at fange Sphero og den voksne forsøger at styre den uden om alle og undgå at blive fanget. Når Sphero fanges, sættes den tilbage på sin plads og legen begynder igen.

De første gange man leger denne leg, vil det højst sandsynligt være ustruktureret. Børnenes alder vil selvfølgelig også spille ind. De yngste børn vil synes det er sjovt at løbe efter Sphero og forsøge at fange den og behøver måske ikke historien udenom.
Man kan lave dyrepasser-hatte eller politiskilte sammen med børnene, de hjælper til at børnene husker legen fra gang til gang. Jo flere gange lege leges, jo bedre husker og forstår børnene deres roller i legen.


Mal et maleri med Sphero

Man kan også lave kunst med Sphero. Man tager en stor kasse eller skaber en form for ramme, så man forhindrer Sphero i at køre ud på gulvet eller jorden. Herefter lægger man et stort stykke papir eller pap i bunden af kassen eller inde i rammen. Fordel små klatter af maling rundt omkring på papiret. Pas på klatterne med maling ikke bliver for store, da Sphero kan sætte sig fast og have svært ved at køre rundt. Det er vigtigt at have en fugtig klud eller papir ved hånden til at tørre Sphero af en gang i mellem.
Så er det ellers bare at vælge sit favorit styrefunktion og lade Sphero køre rundt i malingen og dermed skabe et vaskeægte stykke robotkunst.
Man kan med fordel læse en historie med temaet kunst sammen med børnene, inden man går i gang med denne aktivitet. F.eks. ”Mimbo Jimbo laver kunst”, så man skaber en referenceramme for børnene.


Spil spil med Sphero

I appen Sphero play er der tre spil, hvor man kan bruge robotten som joystick. Tryk på ikonet nederst i højre hjørne for at komme i gang.

 

Bowling

I pakken til Sphero mini medfølger en pose med bowlingkegler. Brug bowlingkeglerne til at spille bowling med. Vælg Slingshot og skyd løs. Har man ikke en Sphero mini og det medfølgende bowlingsæt, kan man lave sine egne kegler af paprør, Lego Duplo eller Ludo brikker.



Hvordan understøtter aktiviteten teknologiforståelse?

Det teknologiske legetøj kan være med til at understøtte læringsmiljøer, hvor børnene får mulighed for at stifte bekendtskab med kodning, programmering og modellering på en legende måde.