Spring til indhold

Et karriereskift med mennesket i fokus

Karsten har skiftet karriere fra lagerchef til social- og sundhedshjælperelev for at arbejde med mennesker og gøre en forskel. Selvom han var nervøs for at vende tilbage til skolebænken, har han hurtigt fundet glæde i omsorgsfagene og det rehabiliterende arbejde. I sin første oplæringsperiode lærer han at aflæse borgernes behov og ser vigtigheden af relationer i sit nye fag. Med støtte fra kollegaer og sin egen motivation føler han sig allerede hjemme i sin nye rolle.

En ny start: Fra lagerchef til oplæring i sundhedssektoren

Som 58-årig valgte Karsten at tage en livsændrende beslutning: Han lægger sit tidligere arbejdsliv som lagerchef bag sig for at starte en ny karriere som social- og sundhedshjælperelev. Med en blanding af spænding og nervøsitet træder han ind i sin første oplæringsperiode i Mågebakkegruppen - en udekørende gruppe, hvor han hver dag bliver udfordret fagligt og personligt i arbejdet med mennesker. 

Citat
Man lærer hurtigt, at det jo er mennesker, vi har med at gøre."Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

"Man lærer hurtigt, at det jo er mennesker, vi har med at gøre," siger Karsten, der allerede har mærket betydningen af at skabe relationer til borgerne. 

 

Når arbejdet får en dybere mening 

Karsten bruger de første 40 år af sit arbejdsliv i en helt anden branche, hvor han primært arbejder med hænderne og følger faste rutiner. Men som årene går, føler han, at han mangler noget: "Jeg har altid haft et omsorgsgen, så inden jeg bliver alt for gammel, skal det være nu. Jeg savner at gøre en forskel for andre mennesker," fortæller Karsten. Det er dét, der får ham til at tage springer og begynde på grundforløbet i januar 2024. 

 

Citat
Jeg har altid haft et omsorgsgen, så inden jeg blev alt for gammel, skal det være nu." Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

 

 

Tilbage på skolebænken

Da Karsten starter på skolebænken igen, er han nervøs for, om det bliver for hårdt, nu hvor det er mange år siden, han sidst har siddet der. "Jeg finder hurtigt ud af, at det ikke er så hårdt, som jeg regner med. Tværtimod synes jeg faktisk, det er virkelig spændende. Specielt omsorgsfagene, især emnerne mestring, motivation og rehabilitering," fortæller han begejstret. 

 

Citat
Jeg finder hurtigt ud af, at det ikke er så hårdt, som jeg regner med. Tværtimod synes jeg faktisk, det er virkelig spændende,"
Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

 

Et karriereskift med mennesket i fokus

I august 2024 begynder Karsten sin første oplæringsperiode. Det bliver en øjenåbner, og han lægger mærke til selv de mindste detaljer. "Man lærer virkelig at læse mennesker - deres kropssprog og de små signaler. Så de fordomme om, at alle kan blive SOSU, holder ikke. Vi skal kunne en masse ting og samtidig  huske på det menneskelige. Det er jo ikke en vare, vi arbejder med. Vi skal se mennesket først," forklarer Karsten om sin første oplæringsperiode. 

 

Citat
De fordomme om, at alle kan blive SOSU, den holder ikke. Det er jo ikke en vare, vi arbejder med. Vi skal se mennesket først,"Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

 

Det menneskelige og faglige går hånd i hånd

At lære at observere og aflæse kropssprog er en central del af Karstens arbejde. Det gør ham i stand til at tilpasse plejen til borgernes individuelle behov. For Karsten er det sociale aspekt af arbejdet også vigtigt. "Nogle borgere ser kun dig og måske en social- og sundhedsassistent eller en sygeplejerske i løbet af dagen. Så du bliver ikke bare en praktiker - relations arbejdet er også meget vigtigt," fortæller han. 

 

Landet på rette hylde

Karsten ser, hvor vigtigt det er at støtte borgernes selvstændighed: "Man kan ikke stresse afsted, hvis man har borgere med kognitive udfordringer. Det kan måske gå hurtigere, hvis man gør det selv, men det er fantastisk at se, at det vi lærer på skolen - det rehabiliterende arbejde - kan bruges i virkeligheden. Hvis borgeren selv kan komme ud af sengen eller børste tænder, så skal det holdes ved lige så længe som muligt," siger Karsten. 

 

Citat
Det er fantastisk at se, at det vi lærer på skolen kan bruges i virkeligheden."Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

 

Selvstændig, men aldrig alene

Karsten har ugentlige sparringsmøder med sin oplæringsvejleder, hvor de sammen reflekterer over hans udvikling. Efter få uger føler Karsten sig tryg nok til at tage alene hjem til borgerne. "Det betyder meget for mig at vide, at jeg ikke står alene derude. Der er et sikkerhedsnet, hvor jeg altid kan ringe til min vejleder eller andre kollegaerm" siger Karsten. 

Karstens rejse som social- og sundhedshjælperelev er kun lige begyndt, men han føler allerede nu, at han er landet på rette hylde. Han opnår ikke kun nye faglige færdigheder, men også en dybere forståelse af sin indflydelse på borgernes liv. "Det er en fantastisk følelse at vide, at jeg kan gøre en forskel, selv i de små øjeblikke. Det er dejligt at høre borgerne blive glade for, at jeg kommer og ser til dem," siger Karsten med et smil. 

 

Citat
Det er fantastisk at vide, at jeg kan gøre en forskel, selv i de små øjeblikke."Karsten, Social- og sundhedshjælperelev

 

Med støtte fra hans kollegaer og hans egen motivation, er Karsten fast besluttet på at være med til at øge livskvaliteten for de borgere, han besøger.