Der er liv og glade dage på plejecenteret Næsbyhus. Solen kigger frem fra de grå skyer, og Deborah skal til at følge en beboer fra plejecenteret ned og handle. Hun er nemlig i oplæring i forbindelse med hendes uddannelse om social- og sundhedsassistent. 

Jeg elsker at være noget for andre mennesker. Når jeg får et smil eller et kram fra en borger, så har jeg en fantastisk dag,"Deborah, social- og sundhedsassistentelev

Deborah er 56 år, og er i gang med sin anden oplæringsperiode i sit uddannelsesforløb i Odense Kommune, hvor hun arbejder på et plejecenter for folk med erhvervede hjerneskader. 

Det er en uddannelse, som Deborah er enormt glad for. Som social- og sundhedsassistent kan hun forfølge sin livslange passion, nemlig at hjælpe mennesker. 

Det sjoveste er, når mine børnebørn spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at bedstemor skal i skole igen,"Deborah, social- og sundhedsassistentelev

Fra Cameroun til Frankrig og så til Danmark

Det har ikke altid ligget i kortene, at Deborah skulle bo og arbejde i Danmark. Deborah blev født i det afrikanske land Cameroun. Her voksede hun op, uddannede sig til jurist og fik 4 børn. Men da hendes mand pludselig døde, bestemte Deborah sig for, at hun ville give sine børn muligheden for et bedre liv i Europa. "De var alle sammen meget gode i skolen, så jeg bestemte mig for, at vi flyttede til Frankrig, hvor de ville have flere muligheder," siger hun. 

I Frankrig bosatte hun sig med sin lille familie nord for Paris, i landsbyen Nanteuil-le-Haudouin. Hun uddannede sig til socialpædagog, og livet kørte på skinner. Men en varm sommerdag, hvor Deborah tager til Louvre i Paris, så sker der noget uventet. 

Der var en mand, der på gebrokkent engelsk prøvede at købe en billet af kontrolløren, som ikke forstod et ord, så jeg går op og forsøger at hjælpe. Så spurgte han, om vi ikke skulle følges"Deborah, social- og sundhedsassistent

Manden med det dårlige engelsk var Lars fra Danmark, Deborahs nuværende mand. På trods af den store afstand, så varede forholdet ved, da Lars atter vendte hjem til Danmark. De to tog på besøg hos hinanden, men efter 5 år, så skulle der en mere permanent løsning til. 

"Jeg sagde, at i min kultur, så flytter kvinden hjem til manden," fortæller hun og fortsætter: "Og jeg var den bedste til sprog, så jeg skulle nok lære dansk."

Mange bump på vejen

i 2017 tog Deborah springet, og flyttede til Danmark. Hendes børn, der alle sammen er voksne, var rejst ud i alle verdens hjørner, og der var ikke længere noget der bandt hende til Frankrig. 

Det var meget svært i starten. Jeg skulle lære et helt nyt sprog i en sen alder, og så havde jeg taget beslutningen om, at jeg skulle tage en ny uddannelse."Deborah, social og sundhedsassistentelev

Valget faldt på social- og sundhedsassistent, på grund af de alsidige opgaver med sygdomspleje, medicin og omsorgsarbejde. Noget, som Deborah især fandt spændende. "Jeg har altid gerne villet være sygeplejerske, men nu er jeg altså for gammel," siger hun og griner. 

Deborah blev ansat som social- og sundhedsassistentelev i Esbjerg, og hun kunne nu for alvor starte sin nye tilværelse i Danmark. Men 3 uger inde i hendes oplæring, ramte tragedien. 

"Jeg står på mit arbejde, og lægger mærke til, at jeg har ondt i benet. Udover det, så har jeg en mærkelig bule på halsen. Jeg snakker med min vejleder, og hun synes, at jeg skal tage til lægen," fortæller hun. 

Og lægerne havde desværre nedslående nyheder, det er lymfekræft. "Jeg spørger dem, om vi ikke bare kan vente 3 uger, så kan jeg gøre mit oplæringsforløb færdigt, men det er helt umuligt. Jeg skulle i behandling nu."

En kæmp i hjulet

Med al hast startede Deborah sin behandling på Odense Universitetshospital, og efter et halvt års kemobehandling og 4 måneders restituering, bliver hun erklæret kræftfri. 

Jeg sagde til mig selv, at selvom jeg måske er på bunden nu, så er det ikke her jeg skal være for altid. Jeg SKAL komme på toppen igen,"Deborah, social- og sundhedsassistentelev

Selvom hun ikke følte sig helt klar endnu hverken psykisk eller fysisk, så vendte Deborah tilbage til sin oplæringsplads, men der ventede endnu et tilbageskridt. "Jeg var stadig ikke helt mig selv, og de ender med at fyre mig. Jeg havde brug for mere tid," siger hun. 

Et nyt håb

Deborah havde imidlertid ikke givet op på sin drøm om at gennemføre sin uddannelse, og efter sin behandling på Odense Universitetshospital, havde hun nu en anden kommune i sigte som læreplads, nemlig Odense Kommune. 

"Under mit kemoforløb, så blev jeg inspireret af de søde sygeplejersker her i Odense. De gjorde det klart for mig, at det var her, jeg gerne ville tage min uddannelse færdig," siger hun 

Deborah bor til daglig i den tidligere stationsby Rødding, der ligger i det nordlige Sønderjylland. På trods af afstanden, så sendte hun en ansøgning afsted til Odense Kommune, efter hun havde kommet sig, og det gav pote. 

Kommunen, som Deborah oplevede, behandlede hende så godt under hende kræftforløb, ansatte hende nemlig som elev i juli 2023. 

Det fik mig til at tænke, at hvis jeg kan hjælpe en enkelt her i Odense, så kan jeg give det tilbage, jeg fik dengang,"

Deborah, social- og sundhedsassistentelev