Thomas’ passion for mennesker og forskning
Med en passion for både mennesker og videnskab, har Thomas Ipsen fundet sin plads i Demensteamet i Odense Kommune. Her kombinerer han sin interesse for forskning med en dyb dedikation til at forbedre livskvaliteten for mennesker med demens.

Thomas Ipsen er fysioterapeut i Demensteamet i Odense Kommune – et arbejde, han beskriver som både livsbekræftende og meningsfuldt. Med en bachelor- og kandidatgrad i fysioterapi og fire år i Demensteamet har Thomas fundet en hylde, der kan kombinere to store interessefelter for ham: forskning og at hjælpe mennesker.

Jeg møder glad ind på arbejde, jeg er glad, mens jeg arbejder, og jeg er glad, når jeg tager hjem. Så er det svært ikke bare at fortsætte, når alt er så dejligt.Thomas Ipsen, fysioterapeut i Demensteamet.
Thomas' arbejdsdage indebærer fysisk og kognitiv træning med træningsdeltagerne samt vejledning. Derudover bruger han og kollegaerne også en masse tid på en vedvarende indsats for at forbedre livskvaliteten for menneskene med demens. At arbejde hos Demensteamet er et kæmpe privilegie ifølge Thomas, da han kan kombinere sin interesse for forskning samt sin lyst til at hjælpe andre mennesker og følge deres udvikling hele vejen.
En interesse for forskning
Thomas har gennem sin karriere engageret sig meget i forskning. Han har blandt andet været med til at undersøge bivirkninger ved træning og udviklet rapporter, der dokumenterer effekten af Demensteamet indsats. Han trækker ofte på forskningsresultater for at tilpasse og optimere træningen, men det er dog vigtigt for ham, at træningen altid bunder i at hjælpe det enkelte menneske bedst muligt samt bibeholde deres lyst til at komme til træning to gange om ugen.

Jeg synes, at det er mest spændende at finde forskningslitteratur og bringe det ud i virkeligheden, hvor det gavner mennesker med demens.Thomas Ipsen, fysioterapeut i Demensteamet.
I dag deler han sin viden med træningsdeltagerne gennem informationsmateriale og vejledninger, der styrker dem i at tage aktive valg, der gavner deres helbred. Eksempelvis har Thomas og hans kollegaer udviklet et evidensbaseret KRAM-materiale, som mennesker med demens kan bruge til at forbedre deres fysiske og kognitive sundhed.
Træning der giver resultater – og et godt fællesskab
Hver uge står Thomas klar i træningslokalet for at tage imod træningsdeltagere, der er ramt af demens. Thomas har tre træningshold, hvor hvert træningshold kommer to gange om ugen i fire måneder. Demensteamet tilbyder fysisk træning kombineret med kognitive øvelser. Det er dog ikke kun træningen, der er det vigtige, når træningsholdene mødes. Thomas og hans kollegaer prioriterer også det gode fællesskab, så der er altid afsat 15 minutter til hyggesnak over en kop kaffe.

Det er vigtigt for mig, at jeg ikke sætter barren for højt. Jeg lader altid folk lykkes med træningen, og så kan man altid bygge mere på. Vi skal skabe en tryg atmosfære, hvor det er okay at glemme ting.Thomas Ipsen, fysioterapeut i Demensteamet.
At træningen passer til det enkelte menneskes behov og niveau er meget vigtigt for Thomas. Alle skal have glæde af at møde op og se forbedringer.
Et arbejde der giver mening
For Thomas handler det ikke kun om forbedringer i borgernes fysiske og kognitive funktioner, men også om at skabe et frirum, hvor de kan være sig selv.
Thomas beskriver arbejdet med demens som en tilfældighed, men det er blevet til en meget stor passion for ham. Det var et tidligere projekt på plejehjemmene i Odense Kommune, der åbnede døren til Demensteamet, og han har ikke set sig tilbage siden.

De mennesker, der kommer hos os, er så taknemmelige og skønne at samarbejde med – og det smitter jo bare af på min arbejdsglæde.Thomas Ipsen, fysioterapeut i Demensteamet.
Med sin dedikation til både forskning og praksis gør Thomas en kæmpe forskel for mennesker med demens og deres pårørende. Hans arbejde er et eksempel på, hvordan man kan forene videnskab og menneskelig omsorg til gavn for dem, der har allermest brug for det.