Rikkes vej til at blive leder
Rikke startede som ung social- og sundhedshjælper i Odense Kommune, men i dag, 30 år efter, er hun plejehjemsleder i selvsamme kommune. Rikkes rejse har været præget af hendes passion for omsorg og videreudvikling af kompetencer og faglighed.
Fra nyudklækket SSH’er til erfaren SSA’er
Rikke, der i øjeblikket er konstitueret leder på Plejehjemmet Havebæk, startede sin rejse i Odense Kommune som 17-årig på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Det var hendes søster, der læste til social- og sundhedsassistent, der inspirerede Rikke til gå i samme fodspor som hende. Rikke var i praktik på Paarup Plejehjem. Her blev hun introduceret til arbejdsopgaverne, men den unge alder kombineret med det enorme ansvar var en smule udfordrende i begyndelsen. Det var dog her, at Rikke opdagede sin styrke i at skabe meningsfulde relationer til mennesker – og det er netop de relationer, der stadig driver hende den dag i dag.
Da jeg startede, hed det 'hjælp til selvhjælp', nu er det med et rehabiliterende blik for øje. Nu er det blevet mere komplekst, da borgerne er blevet mere dårlige. Fra det var omsorg og pleje, vi gav, så er det egentlig behandling og pleje, som vi giver til vores borgere nu - selvfølgelig krydret med en masse omsorg og nærvær.
Rikke, plejehjemsleder.
Da Rikke blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper, arbejdede hun i en udekørende cykelgruppe i 1,5 år. Rikke havde mange drømme, så hun greb chancen for at udvide sine kompetencer ved at starte på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Efter endt uddannelse fortsatte Rikke sin rejse på Plejehjemmet Havebæk, hvor hun tilbragte de næste 18 år og udforskede forskellige afdelinger og roller på det store plejehjem.
Fra assistent til leder
På Plejehjemmet Havebæk blev Rikke praktikvejleder for SSA- og SSH-elever. Da behovet for mere fokus på fagligheden opstod, blev hun tilbudt rollen som faglig koordinator, som hun takkede ja til. En rolle som Rikke fandt sig godt tilpas i, da hun brænder for faglig videreudvikling samt at have fokus på fagligheden i opgaverne.
Det er spændende, hvordan vi kan blive i et spændingsfelt, hvor der er øje for det faglige, men stadig med et blik på omsorgen og nærværet. Vi skal ikke bare blive robotter, der putter piller i æsker.
Rikke, plejehjemsleder.
I 2015 kom der en ændring i ledelsesstrukturen, hvilket gjorde, at de faglige koordinatorer blev nedlagt på Plejehjemmet Havebæk. Rikke blev flyttet til demensenheden på Havebæk, hvor hun igen kom tæt på plejen med borgerne. Rikke har altid elsket arbejdet med demensramte borgere, derfor tog hun en diplomuddannelse som demenskoordinator.
Men lysten til at udvikle og fornyelse var der stadig. Rikke søgte derfor et job som faglig koordinator på Plejehjemmet Hvenekilden, da den stilling blev slået op. Selvom det var svært at forlade Havebæk efter 18 år, var tiden til nye udfordringer. Den mangeårige rejse i Odense Kommune fortsatte derfor på Plejehjemmet Hvenekilden: først som faglig koordinator, dernæst som assisterende leder og til sidst som plejehjemsleder. I januar 2023 afsluttede Rikke en diplom i ledelse, og det var en rejse uden lige for hende. En rejse hvor hun skulle finde sit ståsted som leder, men en rejse som Rikke er meget glad og stolt over.
Rikke som leder
Som leder værdsætter Rikke tillid, drøftelser og faglig involvering. For hende er ærlighed og gennemsigtighed altafgørende, og hun mener, at alle skal bidrage til fællesskabet på en arbejdsplads på hver sin måde.
Vi skal møde hinanden med ligeværdighed og respekt. Der er brug for os alle sammen. Alle er lige, men vi sidder bare og løser nogle forskellige opgaver. Det er kun ved, at tandhjulene kører sammen, at vi kan løfte opgaven.
Rikke, plejehjemsleder.
For Rikke er det vigtigt at være en synlig leder, som medarbejderne altid kan komme til. Hun viser medarbejderne sit sande jeg, fordi på den måde kan de samarbejde bedre. Rikke vil ikke have nogle barrierer mellem sine medarbejdere og hende, da det er vigtigt, at alle er ærlige og gennemsigtige, når konflikter eller opgaver skal løses. Det vigtigste er jo borgerne i sidste ende, pointerer hun.
30 års refleksioner
På 30 år er der sket meget. Rikke ser tilbage på sin arbejdsmæssige rejse med et smil. Hun fremhæver, at der er sket en enorm udvikling inden for plejesektoren, og det har været fedt at være en del af den rejse. Udvikling af faglighed står stadig højt på Rikkes dagsorden, men nærvær og omsorg til borgerne skal følge med. Rikke tror på, at alle kan opnå sine drømme ved at være autentisk og vedholdende. Som leder har det været en fordel for Rikke at have prøvet at træde i de samme sko, som hendes medarbejdere går i – men hun påpeger, at der er brug for alle.
Det vigtigste af alt er, at jeg kan mærke følelsen og lysten til at stå op og gå på arbejde hver dag. Så længe jeg har den, så tænker jeg også, at jeg bliver i Odense Kommune. Det kan godt være, at det bliver forskellige steder - det tør jeg ikke sige. Jeg trives i kommunen, og det er jo det vigtigste.
Rikke, plejehjemsleder.
Lige i øjeblikket er Rikke konstitueret leder på Plejehjemmet Havebæk, men planen er, at hun skal vende tilbage til sin stilling som plejehjemsleder på Plejehjemmet Hvenekilden. Det er vigtigt for Rikke at hjælpe til i forvaltningen, hvor man kan. Hun understreger, at man altid har venner, som man kan kalde på, hvis udfordringerne hober sig op. I fremtiden vil hun slå på, at lederne skal besøge hinandens butikker lidt oftere for at se andre perspektiver, da man efter hendes mening sommetider bliver lidt blind i det, som man går i.