Fra barndomsdrømmen om militæret til drømmen om at skabe en værdifuld hverdag for andre
Fra drømmen om militæret til livet som ergoterapeut har Victor fundet sin rette hylde på Bjerggårdshaven. Med kreative idéer, nytænkning og et skarpt blik for det meningsfulde skaber Victor og hans kollegaer en værdifuld hverdag for mennesker med erhvervet hjerneskader – og Victor selv finder glæde i at gøre en forskel.
Som barn og i teenageårene havde Victor en klar forestilling om sin fremtid. Inspireret af generationer i hans familie, der havde gjort karriere inden for militæret, så han sig selv som den næste i rækken. Efter gymnasiet fulgte han drømmen og trådte ind i Livgarden, men de otte måneder i værnepligten gav ham et nyt perspektiv.
Den romantiske forestilling om militæret, som jeg havde skabt i mit eget hoved, blev ikke en realitet. Jeg kunne godt lide strukturen og fællesskabet, men tanken om udsendelser og konsekvenserne ved det, ændrede retningen for mig.Victor, ergoterapeut på Bjerggårdshaven
I stedet startede Victor på CBS i København og senere hen prøvede han kræfter af med produktionsteknologiuddannelsen, men det føltes aldrig helt rigtigt. Victors interesse for kroppen og styrketræning gjorde, at han faldt i snak med ejeren af det træningscenter, som han gik i. Ejeren, der var landstræner i styrkeløft og uddannet ergoterapeut, satte ham på sporet af en ny vej. Det blev begyndelsen på hans karriere som ergoterapeut, og i dag er han en vigtig del af teamet på Bjerggårdshaven, som er et bosted for mennesker med erhvervet hjerneskade.
Det var hele tanken bag aktivitetsidentiteten, der fangede mig. Tanken om, hvad der giver værdi i folks liv.Victor, ergoterapeut på Bjerggårdshaven
Kompleksitet og meningsfulde hverdage
Victor har arbejdet på Bjerggårdshaven i fire år, hvor han både har sin daglige gang i botilbuddet og i aktivitetstilbuddet. Det er især det komplekse ved hans arbejde, der motiverer ham.
Senhjerneskade er et ekstremt spændende område, fordi livssituationen er så forskellig fra borger til borger. Selv med samme hjerneskade er personlighederne og behovene aldrig ens.Victor, ergoterapeut på Bjerggårdshaven
At skabe en meningsfuld hverdag for menneskerne på Bjerggårdshaven er en kæmpe prioritering blandt alle medarbejdere på arbejdspladsen. Med stor kreativitet finder Victor på løsninger, der kan gøre en forskel. For nylig introducerede han et piktogramsystem for en ny borger, da kommunikation mellem borgeren og medarbejderne var en del udfordret – og piktogrammet var en stor succes. Begejstringen fra borgeren var ikke til at tage fejl af, og det synes Victor er enormt livsbekræftende.
Et friskt pust med mod på nytænkning
Som den nyeste medarbejder i aktivitetstilbuddet og med en lidt anderledes baggrund bringer Victor nye perspektiver på bordet. Han har prøvet at integrere VR-briller, der skal fungere som en sanseoplevelse for borgerne, men er udfordret af restriktioner, fordi flere borgere lider af epilepsi, ligesom der stadig udvikles på teknologien. Det slår dog ikke Victors gå på mod ud. Sammen med en kollega og en håndfuld borgere har han blandt andet også skabt et hyggeligt udemiljø på Bjerggårdshaven.
Jeg kaster ofte nye idéer op i luften. Nogle idéer bliver til noget kanonfedt, andre idéer gør ikke, men det er sjældent, at noget går helt galt.Victor, ergoterapeut på Bjerggårdshaven
For Victor handler det om at være nysgerrig og opsøgende. Drivkraften bag skabelsen af aktiviteter for borgerne er at gøre deres hverdag mere meningsfuld og hjælpe dem med at finde glæde i små ting. Det er også vigtigt for Victor at skabe en god relation til de pårørende, da de er mindst lige så ramt af situationen som borgeren. Det vigtigste er at gøre en positiv forskel for alle mennesker.
Tanker om fremtiden
Efter en lidt snoet vej til karrieren som ergoterapeut føler Victor virkelig, at han er landet på den rette hylde. For ham er hjerneskadeområdet en lille niche, som han gerne vil blive endnu klogere på.
Nu har jeg endelig fået lov til at fordybe mig i et område. Det er så befriende at nørde lidt indenfor et så spændende område, så jeg ser ingen grund til at starte helt forfra i et nyt felt. Jeg føler virkelig, at jeg er ved at bevæge mig ned i materien og har fundet en niche, der virkelig giver mening for mig.Victor, ergoterapeut på Bjerggårdshaven
Selvom Victor tager et par år ad gangen, er han ikke i tvivl om, at hjerneskadeområdet nok bliver ved med at være en del af hans fremtid. På Bjerggårdshaven ser han et stort potentiale for faglig udvikling og et stærkt tværfagligt samarbejde på tværs af afdelingerne. I bund og grund er Victor bare glad for at være landet et sted, hvor han virkelig føler, at han gør en kæmpe forskel for mange mennesker.