Spring til indhold

Sygeplejerske

Som sygeplejerske i Ældre- og Handicapforvaltningen fokuserer du på én borger ad gangen i en ligeværdig relation. Det betyder også, at du får ansvar og oplever faglige udfordringer hver dag.


Du bliver en del af et netværk med over 250 andre dygtige sygeplejersker, som alle brænder for deres fag. Vi er ca. 65 arbejdspladser med hver sin unikke kultur, som alle skaber livskvalitet for hver enkelt borger og gør en forskel hver dag!

Læs med her og få et indblik i hverdagen som sygeplejerske i Odense Kommune.

Du får en ligeværdig relation til borgeren

Som sygeplejerske i Odense Kommune kan du enten arbejde på en af vores sundhedsklinikker, botilbud, på et plejecenter eller i en udekørende gruppe, hvor du tilser borgerne i deres eget hjem. Når du arbejder i borgerens hjem vil du komme til at opleve, at borgeren udviser flere ressourcer og får mere livskvalitet, fordi behandlingen foregår i trygge rammer. Du får en særlig og ligeværdig relation til den enkelte borger, hvor der er plads til at fokusere på én borger ad gangen.

 

Citat
Det specielle ved at være sygeplejerske i Odense Kommune er, at jeg kommer på besøg hjemme hos borgeren. Det er mig som menneske, der får en relation til borgeren. Og det er netop relationen, der er det vigtigste. Vi kan komme med en kæmpe faglighed, men jeg kan ikke bruge den til noget, hvis jeg ikke kan få en relation til den borger, jeg skal ud til.
Anja, Sårsygeplejerske hos Rosengårdsgruppen

 

Du bliver fagligt udfordret hver dag

Når du arbejder med borgere, ender du ofte i uforudsete situationer, hvor du skal reagere hurtigt og tage faglige beslutninger. Derfor bliver din hverdag aldrig rutinepræget, men til gengæld fuld af variationer og udfordringer. Du skal nemlig få tingene til at fungere i det miljø, den enkelte borger er i og med de ressourcer, der er til stede hos borgeren.

Du får ansvar og plads til faglig udvikling

Din hverdag byder hele tiden på nye situationer og det betyder også, at du hele tiden udvikler dig både fagligt og personligt. Hos os er du med på forreste række, når der skal tages beslutninger om borgerens sygdomsforløb. Du bliver en del af et tværfagligt miljø, hvor dine kollegaer kun er et telefonopkald væk, så du altid kan få faglig sparring.

Genveje