Spring til indhold

Solstråler - unge på plejehjem og bosteder

En solstråle er en ung medarbejder mellem 15 og 17 år, som er ansat i et fritidsjob i ældreplejen eller på vores specialområde. Læs mere om ordningen her.

 

Som solstråle i Odense Kommune, er du ansat i en afdeling på et af vores plejehjem eller bosteder et par dage om ugen efter skoletid. Her skal du være sammen med beboerne, spille spil, musik, være nærværende, samt hjælpe med små opgaver såsom at dække bord eller lignende. Du er med til at hygge om beboerne og skabe liv på centrene om eftermiddagen.

 

Lidt om jobbet

Du skal være mellem 15 og 17 år og have lyst til at hygge dig med de ældre beboere.
Dine arbejdsopgaver foregår altid sammen med de ældre beboere og er primært af social karakter. Du skal bringe gode aktiviteter og nærvær ind i eftermiddagen på plejehjemmet.

Ved ansættelsen får du udleveret en solstråle-T-shirt som du skal bære, når du er på job, så beboere, pårørende og personale kan se, at du er ansat i fritidsjob.

Som ansat i Odense Kommune har du tavshedspligt om forhold, du bliver bekendt med under arbejdet. Det betyder, at du ikke må gengive eller viderebringe oplysninger om borgernes eller de ansattes forhold over for tredjeperson. Tavshedspligten ophører ikke, selvom du fratræder din stilling i Odense Kommune.

Arbejdsopgaverne kan for eksempel være, at:

  • Læse for en enkelt beboer eller gruppe af beboere
  • Gåture
  • Spille spil
  • IPad-aktiviteter med beboerne –skype, SMS eller andet
  • Spille musik eller synge for og med beboere
  • Dække bord, folde servietter mv.
  • Lægge rent vasketøj/vaskeklude mv. sammen
  • Rydde op i beboerens skabe sammen med beboeren, hvis han eller hun ønsker det.
  • Ved beboere med demens, kan det bare at være til stede og nærværende uden snak og aktivitet også gøre en stor forskel

Din arbejdstid

Du skal primært arbejde et par eftermiddage om ugen af ca. to timers varighed i tidsrummet 15.00-18.00.
Din arbejdstid kan du løbende aftale med din leder, så den passer ind i din hverdag.
Der er mulighed for, at I særligt kan aftale arbejde på lørdage eller i ferieperioder.
Du bliver timelønnet efter de timer, du er på arbejde.

 

Mentor

For at sikre dig en god opstart får du tilknyttet en mentor blandt det faste personale, som kan hjælpe dig godt i gang og fortælle om det arbejde, der foregår på plejehjemmet eller bostedet. Udover din leder, vil det være din mentor som er din nærmeste kontaktperson, når du har spørgsmål eller støder på udfordringer i arbejdet. Mentoren vil også fortælle dig om, hvad man kan komme til at beskæftige sig med i arbejdet med mennesker, der har behov for hjælp, og hvorfor netop din indsats også hjælper det øvrige personale. Du vil primært være på arbejde sammen med din faste mentor eller andet fast personale, som er klædt på til at hjælpe dig.

 

Evt. studiebesøg på Social- og Sundhedsskolen

Hvis du har interesse i et studiebesøg på Social- og Sundhedsskolen fx i forbindelse med erhvervspraktik kan du tale med din mentor eller leder om de vil undersøge muligheden.

 

Se ledige stillinger og søg job

Skriv "solstråler" i søgefeltet for at se stillingsopslagene for solstråler hos de aktuelle plejehjem.

Genveje