Spring til indhold

Vikarkorps

Vikarkorpset er en fleksibel og dynamisk arbejdsplads, der i fremtiden vil dække samtlige plejehjem, bosteder og udekørende grupper. Hos os kan du arbejde med alle borgergrupper og nyde godt af en engageret ledelse, der prioriterer trivsel og udvikling.

Vikarkorps
Rehabiliteringsleder Lene (t.v.) og koordinator Maria (t.h.)

Om din nye arbejdsplads

Vikarkorpset er en dynamisk og fleksibel arbejdsplads under udvikling, der i fremtiden vil dække alle plejehjem, bosteder og udekørende grupper i Odense Kommune. Vi ansætter både fastansatte medarbejdere og tilkaldevikarer.

Vikarkorpset består af en leder, en koordinator og SOSU-personale. På sigt vil vi også inkludere pædagoger, sygeplejersker, pædagogiske assistenter og ufaglærte medarbejdere i Vikarkorpset.

 

 

Du kan glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor fleksibilitet og læring er i fokus. Fleksibiliteten består blandt andet af, at du selv er med til at lægge din vagtplan. Vi arbejder i bookingsystemet Temponizer. Temponizer giver mulighed for at medarbejderen bliver tilknyttet til de arbejdspladser, som vedkommende har kompetencer til. Dermed har du mulighed for at arbejde med borgere, som har en fysisk funktionsnedsættelse, en medfødt hjerneskade eller noget helt tredje. Vikarkorpset giver dig mulighed for at forfølge din drøm indenfor dit fag. Du kan se frem til en omskiftelig hverdag, hvor vores kerneopgave er at sikre den gode kvalitet og omsorg hos borgerne.

 

Citat
For mig er det vigtigt, at vi har nogle medarbejdere, der trives og har det godt i dette regi. Vi skal imødekomme behov og ønsker så meget som muligt og sikre et godt samarbejde med arbejdspladserne. Vi skal ikke være et 'dem' og et 'os', men et 'vi'. Vi har en opgave, som vi skal løse sammen, og vi skal hjælpe hinanden for at opnå det bedste resultat.
Lene J. Nielsen, rehabiliteringsleder

 

Vikarkorpset startede op 1/12-2024 med én udekørende gruppe, vi er nu udvidet til at dække ind med vikarer på 10 arbejdspladser. Vi dækker primært de udekørende grupper men nu også ét enkelt special plejehjem, og efter sommerferien skal vi dække ind på byens plejehjem.

Hver måned får vi flere arbejdspladser med i Vikarkorpset. Ved udgangen af 2026 er vi i drift på 52 arbejdspladser i ÆHF.


Ledelsen i Vikarkorpset er engageret og synlig, prioriterer god trivsel og et godt arbejdsmiljø.
Ledelsen er altid åben for feedback og dialog for at sikre, at vi hele tiden kan justere og forbedre vores arbejdsmetoder, så vi kan have den bedste arbejdsplads. Vikarkorpset er under udvikling, og du vil som medarbejder have mulighed for at sætte dit præg på arbejdspladsen.

 

Dine muligheder hos os

Som medarbejder i Vikarkorpset vil dine arbejdsopgaver variere afhængigt af din baggrund og den arbejdsplads, du bliver sendt ud til. Både ufaglærte og faglærte medarbejdere vil blive grundigt oplært for at kunne varetage opgaver, hvor vi sikrer høj kvalitet og faglighed. Du vil få mulighed for at prøve forskellige arbejdspladser, hvilket er med til at udvikle dine kompetencer.


Alle medarbejdere skal deltage i et obligatorisk onboardingforløb og følgedage på arbejdspladserne. Onboarding-forløbet samt følgedage tilpasses den enkelte medarbejder. Vi lægger stor vægt på udvikling af vores medarbejderes kompetencer. Hvis arbejdspladserne ønsker at oplære en vikar i en faglig arbejdsmetode, støtter vi dette fuldt ud. På sigt vil vi også tilbyde kurser og uddannelser for at sikre, at vores medarbejdere altid er opdateret med den nyeste viden.

Der er også mulighed for at udvikle din faglighed via det tværfaglige samarbejde på de respektive arbejdspladser. Derudover har vi faste personalemøder for de fastansatte i Vikarkorpset, hvor vi fokuserer på de bløde værdier og på videreudviklingen af Vikarkorpset.

 

Læs mere om Vikarkorpset og praktiske oplysninger her!

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Vikarkorpset i Odense Kommune?

Se ledige stillinger

Skriv Vikarkorpset i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.

 

 

GODT AT VIDE OM VIKARKORPSET

Rehabiliteringsleder: Lene J. Nielsen. 

 

Vores adresse er: Ørbækvej 100, Indgang B, 5220 Odense SØ. 

 

Arbejdstider:

Arbejdstiderne afhænger af de respektive arbejdspladser, men vi har både dag- og aftenvagter. 

Hos os er fleksibilitet et kæmpe fokus, så privat- og arbejdsliv kan hænge sammen. 

 

 

Genveje