Spring til indhold

Aftengruppen Risingsvej

Aftengruppen Risingsvej er en udekørende aftengruppe, der bringer omsorg og pleje til vores borgere. Bliv en del af vores team, hvor samarbejde og faglig udvikling blomstrer. Sammen skaber vi tryghed og glæde i borgernes hjem og på vores arbejdsplads.

Idris og Susan fra Aftengruppen Risingsvej står på græsplanen ved deres lokaler
Idris og Susan der er kollegaer ved Aftengruppen Risingsvej.

Om din nye arbejdsplads

Aftengruppen Risingsvej er en dedikeret udekørende gruppe, der arbejder for at gøre en forskel for vores borgere i områderne Skibhus, Seden, Næsby, Rising og Vollsmose. Vores team består af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, to koordinatorer, en planlægger og to ledere. Derudover har vi også vores eget afløserkorps. Vi er omkring 40 faste medarbejdere og 30 afløsere, der dækker 19 ruter hver aften.

 

Vi har et tæt samarbejde med tre udekørende daggrupper, som dækker de samme borgere. Det giver os en god mulighed for at spare og samarbejde på tværs af vagter. Vores mål er at sikre, at vores borgere får den bedst mulige pleje og støtte, og vi stræber efter at skabe en tryg og respektfuld atmosfære i borgernes hjem.

 

Du kan glæde dig til

Du kan glæde dig til at blive en del af en gruppe, som værner om et godt samarbejde og en positiv arbejdskultur. Du bliver en del af en gruppe, der er smilende, har god humor og gerne vil hinanden. Vi har højt til loftet og er altid klar med en hjælpende hånd og sparring. Vi arbejder sammen om at lykkes med opgaven og forstår, at opgaver tager tid samtidig med, at vi opretholder høj faglig integritet.

Efter vores flytning til vores nuværende lokation oplever vi en markant forbedring i arbejdsmiljøet. Vi har mere overskud til hinanden og mere fokus på vores kerneopgave. Vi har også reduceret køretiden, da borgerne bor tættere på, hvilket giver os mere tid til pleje og omsorg.

Citat
Vores borgere giver os god feedback. Det styrker vores motivation. Det betyder alt, at vi får anerkendelse og tilskyndelse for det arbejde, vi laver. Det bliver man glad i låget af.Idris, SSA og arbejdsmiljørepræsentant, og Susan, SSH og tillidsrepræsentant.

Vi har en synlig og tilgængelig ledelse, der hver fredag udsender et fredagsbrev med information. Dette skaber tryghed og klarhed for alle medarbejdere i gruppen. Vores ledelse prioriterer faglig udvikling og opkvalificering blandt medarbejdere. Vi har faste mono- og tværfaglige møder, hvor vi drøfter og deler viden om vores borgere for at sikre den bedste pleje. Så du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor du har mulighed for at udvikle dine faglige kompetencer.

 

Mød os her i vores video:

 

 

Dine muligheder hos os

Som ny medarbejder hos os vil du opleve et struktureret introforløb, der inkluderer en velkomstmappe med nyttig information, følgevagter med en erfaren kollega og opfølgende samtaler med lederne. Du vil også få tildelt en mentor. Vi prioriterer en god start og et godt samarbejde, og vi arbejder kontinuerligt på at forbedre vores gruppe og skabe et stærkt fællesskab.

 

Du får mulighed for at spare med forskellige faggrupper, hvor vi sammen med daggrupperne arbejder efter en fælles indsats for vores borgere. Vi har et stort fokus på at udvikle vores medarbejdere, derfor vil du få mulighed for at komme på kurser eller uddannelser, der interesserer dig og gavner vores gruppe. Du får også mulighed for et tæt samarbejde med de pårørende, som vi ser som en stor ressource. Ledelsen deltager i samarbejdsmøder med de pårørende for at sikre, at vi løfter vores kerneopgave bedst muligt.

 

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Aftengruppen Risingsvej i Odense Kommune?

Se ledige stillinger

Skriv Aftengruppen Risingsvej i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.

 

 

Godt at vide om aftengruppen risingsvej

Rehabiliteringsleder: Rikke Ejlskov Hjeresen.
Assisterende rehabiliteringsleder: Lena Maria Christensen.

Vores adresse er: Risingsvej 110, 5240 Odense NØ.

Arbejdstider:
Vi arbejder i tidsrummet 15.00 - 23.30.

Vi arbejder i en 5:2 ordning samt weekendarbejde hver anden weekend.

 


Genveje