Plejehjemmet Sukkerkogeriet
Hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet arbejder vi med borgere, der har vedvarende sygdomsudvikling, hvilket fx vil sige, at mange af vores borgere har demens.
Vi har godt kollegaskab og kendskab til borgerne, og så har vi fokus på at skabe stjernestunder.
Om din nye arbejdsplads
Hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet er vi 22 faste medarbejdere. Vi er både social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger og ufaglærte. Vi har desuden tilknyttet to sygeplejersker og en huslæge, som kommer forbi plejehjemmet.
Vi har 27 beboere på plejehjemmet, som er i forløb vedvarende sygdomsudvikling. De er fordelt på tre etager med 9 beboere på hver etage. Som medarbejder er man primært tilknyttet én etage. Det betyder, at man som udgangspunkt skal forholde sig til 9 beboere og kommer til at kende beboerne ret godt. Du får gode muligheder for at knytte bånd og skabe stjernestunder.
Det kan du glæde dig til
Hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet kan du glæde dig til ”stjernestunder”. En stjernestund kan være at drikke en kop kaffe, gå en tur m.m. sammen med en beboer. Hvad end der gør, at du går glad hjem. Fra ledelsens side er stjernestunder noget, vi opfordrer til, at medarbejderne giver sig selv og beboerne i løbet af dagen.
”Hos Sukkerkogeriet arbejder vi i mindre enheder, hvor man bliver mere knyttet til sine borgere og har tætte kollegaer. Det virker godt, og så går jeg ikke herfra med følelsen af ikke at nå mine ting. Vi har selvfølgelig travlt ligesom alle andre steder, men jeg har følelsen af, at hvis der er noget, jeg ikke har nået, så kommer der nogen og tager over. Og det er rart.
Maja, ansat på Plejehjemmet Sukkerkogeriet
Vi har meget medindflydelse på vores dag, og vi har en ledelse som udviser stor tillid til os. Vi er gode til at arbejde på tværs af fagligheder, og vi har gensidig respekt og hjælper hinanden. Vi tager et fælles ansvar for opgaverne, når de bliver fordelt og bytter rundt, hvis det giver mening.
Dine muligheder hos os
Når du starter her, kommer du ind på en arbejdsplads, der rummer en masse spændende og forskelligartede opgaver. Det er virkelig fantastisk, at her er så mange forskellige beboere og opgaver. Mange af beboerne er komplekse, og man keder sig aldrig. Her får du virkelig lov at bruge din faglighed.
Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet i Odense Kommune?
Skriv Sukkerkogeriet i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.
Ønsker du at vide mere?
Godt at vide om plejehjemmet sukkerkogeriet
Assisterende plejehjemsleder: Helle Andersen.
Vores adresse er: Roersvej 25, 5000 Odense C.
Arbejdstider:
Vi arbejder ikke nat.
Hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet har vi både medarbejder, der kun arbejder dag- eller aftenvagter, og medarbejdere der arbejder blandede vagter. Det har vi også mulighed for at tilrettelægge sammen med dig ud fra dine ønsker.
Opstart af nye kollegaer:
Vi er gode til at starte nye kollegaer og elever op og har nogle onboarding-planer, som vi bruger. Vi prioriterer at give opstarten den tid, den skal have.
Flere tilbud under samme hat:
Vi har på Sukkerkogeriet den unikke sammensætning, at vi har både plejehjem, botilbud og dagtilbud under samme tag. Ledelsen er den samme på de tre enheder, men økonomien er dog opdelt.
Social kapital:
Hos Plejehjemmet Sukkerkogeriet prioriterer vi at samle personalet til forskellige lejligheder. Fx holder vi personalemøder hver 6. uge, hvor vi blandt andet har meget fokus på gruppearbejde. Et personalemøde kan fx handle om vidensdeling mellem dag og aften eller være en snak om vores værdier: At være respektfuld.
Vi holder også GRUS (gruppeudviklingssamtaler), hvor vi har en dag med fuld fokus på teamet.