Plejehjemmet Sanderum
Plejehjemmet Sanderums beboere hører under forløbet med vedvarende sygdomsudvikling, hvilket betyder mange varierende og spændende opgaver. Hos Plejehjemmet Sanderum arbejder vi meget med uddannelse og udvikling af faglighed.
Om din nye arbejdsplads
På Plejehjemmet Sanderum er 60 medarbejdere på fast kontrakt, 15 afløsere og 7 solstråler. Vi er tværfagligt sammensat af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, flexarbejdere og husassistenter. Derudover har vi også en god flok skønne elever.
Vi har 69 beboere, som er fordelt på 7 huse, med 8-11 beboere i hvert hus. Vores beboere er i forløb vedvarende sygdomsudvikling, hvilket betyder, at vi har beboere med forskellige behov, og derfor mange spændende og varierende opgaver.
Som medarbejdere er du tilknyttet ét hus, men alle kan selvfølgelig hjælpe og løse opgaver i de andre huse også. Det er godt for beboerne, at det er nogle faste medarbejdere, der kommer, men vi har også deciderede springer-stillinger, hvor medarbejderne flytter sig mellem husene. Som medarbejdere er vi desuden koordinatorer for den enkelte borger med kontakt til pårørende osv.
Det kan du glæde dig til
Du kan glæde dig til at blive en del af en arbejdsplads, hvor vi vægter faglighed og beboernes gode hverdag. Vi har gode kollegaer tæt på, og har mulighed for hurtigt at få fat på nogen, hvis vi har brug for hjælp.
Vi er fagligt dygtige her på Plejehjemmet Sanderum. For mig betyder det også tryghed, at jeg ved, at mine kollegaer kan løse opgaven. Samtidig betyder det, at jeg selv får inspiration til at udvikle mig og lære nyt og mere.
Camilla, SSA
Hos os har vi fokus på at være fleksible i opgaveløsningen. Det betyder, at vi fx går op i at lægge vores opgaver hos beboeren efter beboerens behov i stedet for, hvornår vi lige er inde hos beboeren. Når vi er fleksible med arbejdsopgaverne, har det også den yderligere bonus, at vi kan ”gemme” nogle af de arbejdsopgaver, der traditionelt ligger i dagvagten, til aftenvagten. Det giver tid til beboerne og deres ønsker samtidig med, at vi har varierede og spændende opgaver hele dagen og på alle vagter.
Dine muligheder hos os
Hos Plejehjemmet Sanderum er det vigtigt for os, at medarbejderne har en høj faglighed. Det er noget, vi prioriterer og sørger for gennem uddannelse af vores medarbejdere. Du får god mulighed for at udvikle dig fagligt, bygge videre på din viden, og komme på en masse kurser. Vi har høje forventninger til fagligheden og gør meget ud af at kompetenceudvikle. Fx bliver alle social- og sundhedshjælpere hos os oplært i sondering, og vi forventer, at det lige så vel kan være en SSH som en SSA, der tager en sondeopgave.
Hos os får du mulighed for at blive en del af vores visioner for fremtiden: faglighed og højt samspil. Vi vil gerne have åbenhed mellem ledelse og medarbejdere, og for ledelsen er det vigtigt at kende medarbejderens ønsker og behov, så tiltag kan sættes i søen. Og selvfølgelig vil vi også gerne være Danmarks bedste plejehjem!
Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Plejehjemmet Sanderum i Odense Kommune?
Se ledige stillinger
Skriv Sanderum i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.
Ønsker du at vide mere?
Vil du vide, hvordan det er at arbejde på Plejehjemmet Sanderum?
Godt at vide om plejehjemmet Sanderum
Assisterende plejehjemsleder: Mie Blæsbjerg Ottesen og Tine Riis Kristensen.
Vores adresse er: Mågebakken 80, 5250 Odense SV.
Arbejdstider:
Vores arbejdstider er som udgangspunkt:
Et hold, der møder ind om morgenen fra kl. 7-13 eller 15
Et hold, der møder ind om eftermiddagen i forskellige tidsrum fra kl. 13-15 og er her til kl. 23.
Vi arbejder hver 2., 3. eller 4. weekend.
Vi er meget fleksible og åbne for medarbejdernes inputs, når det handler om vagtplanen. Vi har en meget fleksibel vagtplanlægning, og når bare timerne bliver udfyldt, og vi har de medarbejdere på arbejde, som vi har brug for, så er vi åbne for at gå væk fra 5:2. Vi er også åbne for, at du kan arbejde både i dag- og aftenvagt, eller på anderledes tidspunkter, hvis du har lyst til, eller brug for, det.
Vi har et bookingsystem, hvor man kan melde sig til at tage ekstravagter, hvis det har interesse. Vi vil gerne at arbejdsliv passer ind i privatliv i stedet for omvendt.
Faglighed:
Hos os på Plejehjemmet Sanderum har du gode muligheder for at lære en masse nyt.
Vi har personalemøder hver anden måned, hvor vi arbejder på, at den ene time skal være faglig med undervisning. Ledelsen har blandt andet spurgt personalet, hvad de kunne drømme om, at huslægen kommer og underviser i. Vi vil rigtig gerne have, at alle medarbejdere bliver dygtige og føler, at de bliver bedre og dygtigere af at være på Plejehjemmet Sanderum.
Vi afholder to store personalemøder om året, hvor alle deltager, og udover det har vi dagvagtspersonalemøde og aftenvagtspersonalemøde to gange om året. Der afholdes teammøde i hvert hus, hvor der er faglige drøftelser. Der vil i løbet af året være undervisning i forskellige faglige ting.
Ledelsen:
Hos os prioriterer ledelsen at være synlig og få set alle medarbejdere i øjnene. Derfor er en leder også til stede to gange om ugen på aftenvagten, så der både er ledelse over dag- og aftenvagterne. De dage prioriterer ledelsen særligt at komme rundt og snakke med personalet i husene.