Spring til indhold

Fællesboligerne Lille Glasvej

Fællesboligerne Lille Glasvej er et specialiseret plejecenter for borgere med erhvervet hjerneskade. Vi arbejder ud fra en neuropædagogisk grundviden samt hjerneskadens art, og vi prioriterer livskvalitet, tilstedeværelse og nærvær højt.

Personale på Fællesboligerne Lille Glasvej
Dine nye kollegaer Stine ergoterapeut, Anette SSH og Connie SSA

Om din nye arbejdsplads

Hos Fællesboligerne Lille Glasvej er vi specialiserede indenfor forløbet erhvervet hjerneskade. Vi støtter 45 borgere, som aldersmæssigt spænder bredt fra 30-100 år. Vi er omkring 36 engagerede medarbejdere fordelt på faggrupperne social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, ergoterapeuter og flexjobbere, som hjælper til i cafeen og med aktiviteter. Derudover består vi af ledelsen, elever og tilknyttede sygeplejersker.

Vores 45 borgere er fordelt på 3 afdelinger, og vi arbejder tilsvarende i 3 teams. Alle teams er tværfagligt sammensatte, og vi vægter det at bruge hinandens viden højt. Vi bor centralt med en lille gårdoase og åbne miljøer, så borgerne nemt kan se, om der er andre ude på fællesarealerne. Vi har også et motionsrum og sanserum på adressen, og derudover har vi ugentligt en læseforening på besøg, og en gang om måneden kommer der en præst forbi og holder gudstjeneste. Vi bliver begejstrede, når borgerne skaber netværk og fællesskab, så det understøtter vi på bedst mulig vis.

 

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor vi dagligt arbejder med at udvikle vores kompetencer. Dels gennem sparring i de tværfaglige teams, men også i forhold til at blive klogere på kurser og uddannelse. Således arbejder vi på, at alle medarbejdere får en neuropædagogisk uddannelse, og derudover tager vi de kurser ind, som vi kan se borgergruppen kalder på. Vi vægter det at hjælpe hinanden højt, og vi tager os af hinanden i kollegagruppen. Hos Fællesboligerne Lille Glasvej er det nemlig vigtigt, at man skal have det godt, når man kommer på arbejde.

 

Citat
Vi har det godt sammen, og vi hjælper hinanden meget i dagligdagen. Vi har en åben ledelse, og der bliver taget hånd om vores problemer, hvis man kommer med noget. Derudover føler man sig tryg nok til at kunne sige, hvad man mener.
Anette, social- og sundhedshjælper


Vi er stolte af, når tingene de lykkes, og når vi oplever, at borgerne trives. Hos Fællesboligerne Lille Glasvej er der ikke to dage, der er ens, men vi nyder alsidigheden og den omskiftelige hverdag. Fælles for alle dage er dog, at vi tager os tid til borgerne og til det relationsarbejde det kræver at arbejde med vores borgergruppe. Vi sætter en ære i at støtte borgeren til at have det liv, de ønsker at have.

 

Dine muligheder hos os

Som før nævnt får alle ansatte tilbudt neuropædagogisk uddannelse ud over, at vi uddanner til det borgergruppen kalder på. Vi har også løbende supervision fra hjerneskaderådgivningen og vi lærer meget af hinanden gennem sparring i vores tværfaglige teams. Hos Fællesboligerne Lille Glasvej har du også mulighed for at få et ekstra ansvarsområde som fx implementeringsguide, bleansvarlig, oplæringsvejleder og ITansvarlig.


Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Fællesboligerne Lille Glasvej i Odense Kommune?

Se ledige stillinger
Skriv Fællesboligerne Lille Glasvej i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.


Ønsker du at vide mere?

Fællesboligerne Lille Glasvej

Godt at vide om Fællesboligerne Lille Glasvej

Rehabiliteringsleder: Solveig Elsebeth Rose Jakobsen. 
Assisterende rehabiliteringsleder: Stine Lindharth. 

'Vores adresse er: Kanslergade 8, 5000 Odense C

Arbejdstider:
Vores arbejdstider er kl. 7-15 i dagvagt og 14/15-22/23 i aftenvagt for alle faggrupper.

Vi arbejder ikke nat. Vi arbejder hver 2. weekend.


Genveje