Spring til indhold

Botilbuddet Sedenhuse

Botilbuddet Sedenhuse arbejder med voksne beboere, der har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Hos Sedenhuse er der stort samarbejde mellem forskellige fagligheder, og de ansatte bruger både deres mono- og tværfaglighed, når de arbejder med beboernes udvikling.

Personale på Sedenhuse
Dine kommende kollegaer Trine Margrethe, pædagog (tv.) og Sheila, SSA (th.)

Om din nye arbejdsplads

Hos Sedenhuse bor 40 skønne borgere i alderen 20-45 år. Vi er et botilbud for voksne mennesker med varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. Vores beboere har behov for hjælp, støtte, pleje og omsorg fx ift. kost, økonomi, verbalstøtte, kæresteforhold, familieforhold osv. Alle beboere på Sedenhuse har medfødt hjerneskade i større eller mindre grad.

Når du bliver ansat hos os, bliver du ansat i et team, hvor der er 10 borgere, som du primært arbejder med. Vi er i alt 45 medarbejdere fordelt på mange forskellige fagligheder: Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, ergo- og fysioterapeuter, pædagoger, socialpædagoger og uuddannede som er faste vikarer.

Vores arbejdsopgaver på Sedenhuse tager udgangspunkt i vores grundfaglighed, men vi er alligevel en helt anden type arbejdsplads end plejehjem og udekørende grupper. En af de store forskelle er, at vi arbejder omkring hele borgerens liv i nogle år, hvor der sker meget for borgeren: De har mål i livet, og vi ser, hvordan de kan udvikle sig. Her er vi en del af borgerens levede liv, og det er noget ganske særligt. Generelt kræver det noget af vores faglighed, at vi skal udvikle os med vores borgere, i relation til de ting der sker i deres liv.

 

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor vi dagligt arbejder med at udvikle vores kompetencer i de forskellige teams. Fx har nogle teams brug for uddannelse i den motiverende samtale, og nogle har brug for noget andet. Og så har vi selvfølgelig en fælles overordnet strategi, som vi alle sammen sigter mod at komme til ad forskellige veje.

 

Citat
Jeg synes, at det er spændende at arbejde ved Sedenhuse med så meget pædagogfaglighed. Det er fedt med tværfagligheden, som jeg lærer meget af, ligesom mine kollegaer er meget lydhør overfor det, jeg kommer med, med min faglighed. Vi har stor respekt for de forskellige baggrunde, vi hver især har, og det de andre bidrager med.
Sheila, ansat på botilbuddet Sedenhuse

 

På Sedenhuse har vi gode kollegaer, vi har det godt sammen socialt og samarbejder rigtig godt tværfagligt og på tværs af teams. Det er vigtigt for os, at vi sammen sørger for god etik omkring borgerne. Vi tænker fx over, at borgerne ikke skal blive overdynget af personale og snakker om, hvordan og hvornår vi bedst går ind til borgerne, så de ikke bliver overvældede. Vi er ret intuitive om, hvordan vi supplerer hinanden, og når der er nye opgaver, snakker vi om, hvordan vi bedst håndterer opgaveløsningen i fællesskab.

Dine muligheder hos os

Hos Sedenhuse fokuserer vi på, at undervisning og kompetenceudvikling skal være ”mest til flest”. Det betyder at vi forsøger at give viden til alle fremfor at sende nogle få på kursus. Dette gør vi blandt andet på vores Stormøder, hvor vi jævnligt mødes på tværs af teams og har oplæg omkring forskellige temaer som fx dokumentationspraksis eller udviklingshæmmede og seksualitet. På vores Stormøder har vi tid til at reflektere sammen og det skaber en følelse af fælles faglighed og forståelse.
Samtidig sender vi selvfølgelig også enkelte medarbejdere eller mindre grupper afsted på kursus, når det er relevant.


Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Botilbuddet Sedenhuse i Odense Kommune?

Se ledige stillinger
Skriv Sedenhuse i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.


Ønsker du at vide mere?

Sedenhuse

Godt at vide om sedenhuse

Rehabiliteringsleder: Kirsten Bern
Assisterende rehabiliteringsleder: Louise Juhl Binderup og Sussi Hartvig Qvist. 

 

Vores adresse er: Bjerggårdshaven 39, 5240 Odense NØ. 

 

Arbejdstider:

Vores arbejdstider er kl. 6.45-14/15 og 14/15-23.15 for alle faggrupper.

Vi arbejder ikke nat.

Her er mulighed for at arbejde hver 2. weekend og hver 3. weekend.

 

Hos os er vi glade for at have stor fleksibilitet i opgaveløsning og vagtplanlægning. Man kan som regel altid få fri, når man beder om det – også med kortere varsel.

 

SSA på Sedenhuse:

Når du er SSA i dagvagten i hverdagen, varetager du kun SSA-opgaver, altså tungere sundhedsfaglige opgaver. Du får tid, plads og rum til det og til at gå i dybden med det. Om aftenen og i weekenden indgår du i opgaveløsningen på lige fod med terapeuter, pædagoger og vores andre faggrupper.

 

Vores SSA’er fra Sedenhuse giver støtte til Bækholmen, som ligger en lille kilometer fra matriklen. Hos Bækholmen varetager vi bl.a. udredning, og der er generelt mere psykiatri.

 

Det ekstra:

Vi gør meget for at være et sted med glæde. Vi har mange sjove aktiviteter, musik og dans i hallen, Lev vel håndbold kommer hver torsdag, Kandis Johnny kommer snart og spiller koncert osv.

 

Vi har personalemøder hver 14. dag, hvor vi har tid til sparring og faglig fordybelse.

 


Genveje