Spring til indhold

Botilbuddet Fælledvej

Botilbuddet Fælledvej er en arbejdsplads, hvor tværfagligt samarbejde og høj faglighed skaber en dynamisk hverdag for både medarbejdere og beboere. Her har du mulighed for at udvikle dine kompetencer og gøre en forskel hver dag.

Om din nye arbejdsplads

Botilbuddet Fælledvej er en arbejdsplads, der tilbyder specialiseret støtte til voksne mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Du vil blive en del af et dedikeret team på 24 medarbejdere, der arbejder tværfagligt for at sikre den bedst mulige pleje og livskvalitet for vores 18 beboere. Aldersgruppen på vores beboere er sidst i 40'erne og opefter, og de har brug for ekstra hjælp til pleje og støtte i deres dagligdag.

Vores medarbejdergruppe består af ergoterapeuter, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælper, en fysioterapeut og to ledere. Derudover har vi faste sygeplejersker, der kommer i huset.

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads med et stærkt fællesskab og masser af tværfagligt samarbejde. Vi prioriterer høj faglighed og trivsel blandt medarbejderne, og du vil opleve en åben og lydhør ledelse. Vores teammøder hver tredje uge sikrer, at vi altid er på samme side og kan sparre om hver enkelt beboer.
Citat
Noget, der er rigtig vigtigt hos os, er ærlighed, ansvarlighed og tillid. Det er de ord, som vi vægter højt. Vi har alle et ansvar for at skabe den bedste arbejdsplads og et trygt rum for vores beboere.
Pia Tofte Madsen, rehabiliteringsleder.
Du vil opleve en dynamisk hverdag, hvor ingen dage er ens, og hvor du virkelig kan gøre en forskel for vores beboere. Vi arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper, hvilket giver dig mulighed for at lære af dine kollegaer og udvikle dine egne kompetencer. Vores beboere er meget taknemmelige for den støtte, de modtager, og du vil opleve en stor glæde ved at se dem trives og udvikle sig.

Dine muligheder hos os

Som ny medarbejder hos os får du et grundigt introforløb, hvor du bliver oplært i både dag- og aftenvagter over en periode på 14 dage. Der er vigtigt for os, at vores medarbejdere har mulighed for at udvikle sine kompetencer, så vi tilbyder løbende kurser og efteruddannelser i det omfang, det er muligt.

Vi er stolte af vores høje faglighed og de resultater, vi opnår sammen med vores beboere. Hos os er der altid plads til at lære og vokse, og vi værdsætter dine bidrag til vores fællesskab. Derudover har vi pædagogstuderende tilkoblet vores arbejdsplads, så du har mulighed for at bidrage til et godt læringsmiljø.

 

 

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Botilbuddet Fælledvej i Odense Kommune? 

Se ledige stillinger

Skriv Botilbuddet Fælledvejen i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem. 

 

 

Ønsker du at vide mere? 

Botilbuddet Fælledvej

godt at vide om botilbuddet fælledvej

Rehabiliteringsleder: Pia Tofte Madsen. 
Assisterende rehabiliteringsleder: Helle Andersen. 

 

Vores adresse er: Roersvej 25, 5000 Odense C. 

 

Arbejdstider: 
Dagvagt: 7.00/8.00 - 13.00/14.00/15.00. 
Aftenvagt: 15.00 - 22.00/23.00. 

 

Vi har faste vågne nattevagter, som kommer fra Natgruppen. 

 

Hos os prøver vi at have så meget fleksibilitet i vores vagtplanlægning, så privat- og arbejdsliv kan fungere. 

 

Aktivitetstilbuddet Ældreløkken: 
Ældreløkken er et dagtilbud for beboere fra Botilbuddet Fælledvej, hvor der er plads til fem fuldtidsborgere. Ældreløkken hører til i kælderen under os. 

 

Der arbejder én fast pædagog i aktivitetstilbuddet samt én ergoterapeut, som også arbejder på Botilbuddet Fælledvej. I Ældreløkken kan borgerne deltage i aktiviteter som bagning, tegning, spil og ture ud af huset. Alt der foregår i tilbuddet er på borgernes egne præmisser. 

 

Ældreløkken har åbent fra 9.00 - 15.00 i hverdagene. Det er et fristed for vores beboere, da de elsker at komme der.