Spring til indhold

Vilkår for gulvrengøring

Vi hjælper dig gerne med at støvsuge og vaske gulv, hvis du ikke længere selv kan klare opgaven. 

 

Hvis du selv kan klare støvsugning og gulvvask ved hjælp af en robotstøvsuger med gulvvasker, kan du ikke få hjælp til gulvrengøring.

Som udgangspunkt skal du selv købe robotstøvsugeren med gulvvasker. Dette gælder også, hvis vi skal hjælpe dig med støvsugning og gulvvask.
Det skyldes, at en robotstøvsuger med gulvvasker i dag betragtes som en almindelig del af en husholdning.


Henvender du dig til Odense Kommune for at søge om hjælp til gulvrengøring, vil du som oftest blive tilbudt et træningsforløb på ca. 8 uger, for at se, om vi kan hjælpe dig med at blive i stand til selv at klare gulvrengøring igen.
Under træningsforløbet støvsuger og vasker vi gulv sammen med dig. Lykkes det ikke at hjælpe dig til igen at kunne klare opgaven selv, enten med manuel støvsuger og gulvvask, eller ved brug af robotstøvsuger med gulvvasker, så vil du få tilbudt hjælp fra kommunen.

I særlige tilfælde, hvor det af helbredsmæssige årsager ikke er forsvarligt, eller af andre årsager ikke er muligt at anvende en robotstøvsuger med gulvvasker, vil vi bruge en manuel støvsuger. Denne skal du selv stille til rådighed.

Ældre- og Handicapforvaltningen