Nikotin – hvad er det, og hvor findes det?
Nikotin er et yderst afhængighedsskabende giftstof, som bliver dannet i tobaksplanter til forsvar mod insekter.
Nikotin findes blandt andet i cigaretter, snus, nikotinposer, tyggetobak, e-cigaretter/vapes, vandpibe, pibe og nikotinerstatningsprodukter. Det har tidligere været cigaretter og andre tobaksprodukter, der var kilde til nikotinbrug i Danmark. Dog over de seneste 10-15 år har tobaksproducenterne sendt et bredt udvalg af nikotinprodukter på markedet.
De nyere produkter bruges på forskellige måder, men fælles for dem er, at de alle indeholder nikotin.
Nikotin påvirker hjernen – især den unge hjerne
Nikotin påvirker hjernen ved at efterligne virkningen af acetylcholin. Dette er et naturligt signalstof i hjernen med mange vigtige funktioner – herunder kommunikationen mellem nerveceller.
Ved debut med nikotin i en ung alder – op til 25-30 års alderen – har det en skadelig effekt på kognitiv funktion. Det er fx opmærksomhed og motivation. Samtidig kan indtag af nikotin i barn- og ungdommen spille ind i forhold til udvikling af selvkontrol. Det er fx evnen til at regulere følelser og impulsivitet. Derudover har nikotin en skadelig effekt på det psykiske helbred. Det kan medvirke til at fremkalde symptomer på angst og depression.
Læs mere i Vidensråd for Forebyggelses rapport: Nikotinbrug blandt børn og unge
Nikotin påvirker også resten af kroppen og får fx pulsen og blodtrykket til at stige.