Spring til indhold
Nyhed

Sundt eller usundt forbrug af digitale medier? Gratis foredrag hjælper familier til at snakke om børn og unges digitale vaner

05-02-2025

Debatten om børns skærmtid har fået en helt ny plads i familierne, for det er svært for forældre at vide, hvordan børn og unges digitale vaner bedst håndteres. Et nyt foredrag giver en anledning til, at Odense-forældre kan tage den gode snak i familien om børn og unges digitale liv. For hvordan starter den gode og nuancerede dialog? Og hvordan ved man, om ens barn har et sundt eller usundt forhold til digitale teknologier?

Piger med telefoner

Foto: Colourbox

Måske du kender følelsen af, at det kan være en smule skamfuldt at lade dit barn game løs, mens du laver aftensmad eller at det kan være svært at vide, hvordan din teenager bruger sociale medier. Sådan er der mange, der har det, formentlig fordi børns digitale vaner i flere år har skabt en ophedet debat. Det vil et foredrag med forsker Chris MacDonald og psykolog David Madsen, der er kendt fra DR-dokumentaren "Alene hjemme på nettet", nu gøre forældrene klogere på. 
 
I det gratis foredrag, som er målrettet Odense-forældre til børn og unge i skolealderen, vil oplægsholderne give en anledning til, at der startes flere gode snakke i familierne om børns skærmbrug og hvilke fordele og udfordringer, der kan være ved eksempelvis digitale medier og gaming.

Det forpligter at være Verdens Bedste Robotby

I Odense er digital dannelse i forvejen på skoleskemaet, som en del af strategien "Verdens bedste Robotby i børnehøjde". Derfor er det også oplagt, at et foredrag som dette, lægger vejen forbi byen den 25. februar.

- Det forpligter at kalde sig Verdens bedste Robotby, som vi gør her i Odense. Vi ved, at forældre og børn oplever talrige dilemmaer i forhold til skærmbrug. Hvornår er det et sundt fællesskab, og hvornår er det det modsatte? Som forældre kan det være svært at vide, hvordan man giver sine børn de bedst mulige vilkår for et sundt forhold til digitale teknologier, jeg håber derfor, at mange forældre vil finde det nyttigt at møde op og høre nogle spændende mennesker give deres perspektiver, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

1000 elever tyvstarter

Inden byens forældre inviteres til foredrag, vil David Madsen og coach Julius Mygind besøge tre af Odenses skoler, hvor mere end 1000 udskolingselever fra hele byen allerede er tilmeldt. Her skal de snakke med eleverne om, hvordan det kan føles at blive fanget i et digitalt loop, i stedet for at være en del af det fysiske fællesskab. 

Med kombinationen af forældrearrangementet og besøget på skolerne er håbet, at der bliver skabt en fælles forståelse for digitale medier og gaming hos både børn og forældre. På den måde får hele familien en fælles referenceramme for, hvordan snakken om det digitale liv kan åbnes op, og hvordan dialogen kan tage udgangspunkt i børnenes hverdag.


Alle teknologier er ikke usunde teknologier

David Madsen er en af oplægsholderne, der skal gøre forældre klogere på, hvordan brug af digitale teknologier påvirker børns hjerner, og hvordan der kan skelnes mellem sundt og usundt digitalt liv. For hos mange forældre kan der opstå en følelse af, ikke at vide nok om de unges liv på sociale medier og at de mangler redskaber til, hvordan de taler med de unge om netop det. 


Det er noget af det, som David Madsen gerne vil give et mere nuanceret perspektiv på, så snakken i hjemmet også kan blive nemmere. 

- Børn og unge tilbringer meget tid foran skærmen, og desværre ser vi, at denne tid ofte bruges på platforme, der er designet, så det primært handler om at få børnene til at bruge så meget tid som muligt, uden hensyn til deres behov for leg, søvn og fysisk aktivitet. Vi kan skelne mellem sunde og usunde teknologier. De sunde er dem, der fremmer dannelse, beriger sociale relationer og giver plads til søvn, fysisk aktivitet og fysisk-socialt samvær. De usunde teknologier er dem, der udnytter børns tid og opmærksomhed, og det er dem, man som voksen skal kunne genkende. Hvis vi negligerer det meningsfulde i vores liv og de mennesker, der har betydning, så er det ikke et spørgsmål om hvis, men et spørgsmål om hvornår de eksistentielle kriser banker på, siger David Madsen.

Forældreforedraget og besøget på skolerne er arrangeret med fokus på digital dannelse, og er en del af strategien "Verdens bedste Robotby i børnehøjde". I november 2019 vedtog byrådet i Odense at afsætte 50 millioner kroner over 10 år til strategien. Ønsket er, at fonde samt partnerskaber med virksomheder og uddannelsesinstitutioner ville tilføre værdi for et tilsvarende beløb. Læs strategien her.

FAKTA:

Portræt af David Madsen

Foto: David Madsen

Om oplægsholderne

David Madsen er psykolog og kendt fra bl.a. DR´s dokumentar "Alene hjemme på nettet". David deler ud af sin store viden om både det sunde og usunde forbrug af digitale teknologier, computerspil og sociale medier og påvirkningen på børn og unges udvikling. Undervejs præsenteres idéer til, hvordan voksne kan hjælpe børn og unge til at engagere sig i fysiske fællesskaber, prioritere søvn og undgå digital afhængighed.

Chris MacDonald er uddannet humanfysiolog og førende autoritet inden for mental og fysisk sundhed, motivation og modstandsdygtighed. Chris har brugt de sidste 20 år på at grave i

menneskets urgamle genetik og moderne videnskab for at finde svaret på, hvordan menneskets

behov for at præstere godt kan forenes med samtidigt at have det godt.

Julius Mygind er coach og foredragsholder og arbejder særligt med at formidle de svære ting ved at være ung, til de unge selv. Julius har selv gennemgået en svær ungdom og deler ud af sine bedste råd baseret på både psykologi og egne erfaringer.

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 3060 4419

Veronica Hansen, konsulent i "Verdens bedste Robotby i børnehøjde", mobil: 2112 6852

David Madsen, oplægsholder, mobil: 3149 7075