Planen for udviklingen af Odense indre havn er i høring
Der er nu et forslag til Bydelsudviklingsplan for Odense indre havn i offentlig høring. Planen er udarbejdet i partnerskabet omkring indre havn, som består af Odense Kommune, A. Enggaard A/S og Odense Havn A/S.

Planen for Odense indre havn er blevet til på baggrund af et omfattende forarbejde. En stor borgerinddragelse i 2021 mundede ud i partnerskabets fælles vision for det videre arbejde. I 2022 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, som A. Enggaard stod i spidsen for. Team Vandkunsten/SLA blev i juni måned 2023 udpeget som vindere af konkurrencen og siden er der arbejdet på Bydelsudviklingsplanen for Odense indre havn. I den forbindelse har der i både 2023 og 2024 været afholdt borgermøder, hvor der blev givet input til det levede liv på havnen, den arkitektoniske kvalitet, det grønne, adgang til vandet og mobilitet. Input som er taget med videre i forslaget til planen.
- Havnen er en unik del af Odense, som vi skal have tårnhøje ambitioner for. Historisk var havnen et samlingssted for mennesker, kultur, opfindelser og handelsvarer. Når vi udvikler Odense indre havn skal vi have øje for både hverdagslivet, fritidslivet og kulturlivet, så havnen igen bliver et oplagt samlingssted. Havnen skal være et sted, hvor vi kan mærke livet, og den skal være for alle - beboere, besøgende og erhvervslivet. Jeg håber, at rigtigt mange vil give deres mening til kende i høringsfasen. Jeg vil også gerne takke alle, der allerede har bidraget med deres tid, viden og engagement til arbejdet med planen, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
Otte strategier for havnens udvikling
Forslaget til bydelsudviklingsplanen indeholder otte strategier, der tilsammen skal sætte rammen for, at der skabes en grøn, levende og sammenhængende bydel. Planen tager udgangspunkt i havnens eksisterende kvaliteter og potentialer.
- Anslaget i partnerskabets fælles vision er, at Odense indre havn skal være både spektakulær, urban og grøn. Det har vi med forslaget til bydelsudviklingsplanen sikret rammerne for. Med planen som det strategiske fundament, glæder vi os enormt til det videre arbejde med indre havns fysiske udvikling. Vi vil ikke blot sikre at indre havn bliver et af Odense mest attraktive steder at bo, men samtidig en bydel som alle odenseanere har lyst til at besøge, gå på opdagelse i, og kan være stolte af" siger Jonas Kirkeby Nielsen, projektudviklingschef hos A. Enggaard.
Den videre proces: Informationsmøde og høring
Bydelsudviklingsplanen for Odense indre havn er i offentlig høring til onsdag den 7. maj. Ønsker du at afgive et høringssvar, så kan du gøre det via linket her: https://odense.viewer.dkplan.niras.dk/plan/290#/
Du har også mulighed for at høre mere om planen og den videre proces, når vi afholder informationsmøde torsdag den 10. april fra 17.00 - 19.00. Du tilmelder dig informationsmødet via dette link: https://ivservice.nemtilmeld.dk/709/
Søren Windell, By- og kulturrådmand, Odense, kontakt via pressetelefon 6551 2080
Projektudviklingschef Jonas Kirkeby Nielsen, A. Enggaard A/S, tlf.: 2892 6857