Spring til indhold
Nyhed

OFFSpring 2025: Eksklusive filmoplevelser på Danmarks nye spillefilmfestival

05-03-2025

Den 3. til 12. april 2025 åbnes dørene til Danmarks helt nye spillefilmsfestival: OFFSpring. Her vil man kunne opleve det nyeste af det nye, når det kommer til fantastiske filmoplevelser. Festivalens program er fyldt til randen med film af første- og andengangs-instruktører fra både ind- og udland, talks og særvisninger, ligesom der sideløbende præsenteres et helt brancheprogram, hvor den danske filmindustri skal diskutere fremtidens filmoplevelse.

Sauna.jpg

Filmen Sauna er blot en af de mange oplevelser, som venter til OFFSpring.

OFFSpring

3.-12. april 2025

Nordisk Film Biografer Odense

Snart får Danmark en helt ny spillefilmfestival. Over 10 dage præsenterer OFFSpring et program med film af danske første- og andengangs-instruktører og eksklusive håndplukkede perler fra udlandet.

På OFFSpring kan man møde instruktørerne bag filmene og få et helt unikt kig ind bag biograflærredet på de mange nye og spændende film. Publikum kan også glæde sig til en række talks, særvisninger og events, hvor man kan dykke endnu dybere ned i filmens fascinerende verden - herunder en talk mellem "Nattevagtens" fader Ole Bornedal og filmkritiker Ann Lind Andersen.

Nyt samlingspunkt for branchen på filmøen Fyn

OFFSpring står, som navnet antyder, på skuldrene af den traditionsrige kortfilmfestival OFF - Odense International Film Festival - og i Odense er man stolte over at kunne tilføje endnu en festival til byens i forvejen imponerende kulturkalender:

- Vi glæder os rigtig meget til at kunne byde filmglade gæster fra nær og fjern velkommen på OFFSprings løbere. Med festivalen markerer Odense sig endnu engang som en stærk kulturby og et yderst vigtigt samlingspunkt for hele den danske filmbranche - uanset om de er filmkoryfæer, debutanter eller en del af talentmassen, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.

Også Odenses by- og kulturrådmand Søren Windell ser frem til spillefilmfestivalens premiere:

- 2025 bliver et helt unikt år for filmmiljøet i Odense, på Fyn - ja, faktisk i hele Danmark. Ikke nok med at vores velrenommerede kortfilmfestival OFF fylder 50 år. Nu premierer vi også med en spillefilmfestival, som uden tvivl vil vise sig at være en gevinst både for Odenses borgere, men på sigt også for de erhvervsdrivende, der har forretning nær festivalområdet.

Program spækket med stærke debutanter

Den danske del af programmet består af spillefilm af første- eller andengangs-instruktører, der har haft premiere inden for det seneste år, eller som får forpremiere eller premiere på festivalen - og som publikum dermed får en helt unik mulighed for at se før alle andre. Uanset premieredatoen bliver festivalen ligeledes en enestående chance for publikum til at møde instruktørerne bag.

Publikum kan blandt andet gå på opdagelse i konkurrenceprogrammet, som omfatter filmene "Madame Ida", "Hele Vejen", "Kontra", "Min Evige Sommer", "Sauna", "Sønnike", "Better Day" og "Kærlighedens Gerninger". Derudover præsenteres programmet "Fremtidens Stemmer" med spillefilm af nye, danske instruktører, ligesom festivalen leverer et program særligt rettet mod ungdomsuddannelserne, hvor de viste film kommer med skræddersyet undervisningsmateriale.

- Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at skabe et vindue for Danmarks kommende store filmgeneration og ikke mindst give vores filmelskende publikum en unik mulighed for at lære menneskene bag disse debutfilm bedre at kende. At have skabt en spillefilm er en ganske enestående og krævende præstation, hvorfor det har været vigtigt for os, at vores publikum får adgang til hele det brede spektrum af debutspillefilm, som vi har fået ind, siger Birgitte Weinberger, kunstnerisk leder og konstitueret programansvarlig for OFFSpring.

Den internationale del af programmet består af fem håndplukkede spillefilm af første- eller andengangs-instruktører. Med undtagelse af den italienske "Vi har stadig i morgen", er det alle film, som man med stor sandsynlighed kun får mulighed for at se på OFFSpring 2025, da de ikke får bred biografpremiere i Danmark. Det er den anerkendte biografmand Kim Foss, der har kurateret programmet, som består af filmene; "April" (Georgien), "Animale" (Frankrig), "Universal Language" (Canada), "Santosh" (Indien, England) og "Vi har stadig i Morgen" (Italien).

- Når vi ser ud over Danmarks grænser, er der et væld af nye, interessante filmskabere, som det danske publikum sjældent kommer i berøring med via biograferne, kunstbiograferne eller streamingtjenesterne, fordi der er fokus på besøgstal og omsætning. Derfor glæder det mig, at OFFSpring skaber denne unikke mulighed for de danske filmentusiaster til at få nogle anderledes filmoplevelser, siger Kim Foss, direktør for Grand Teatret.

OFFSprings branchedage: Fremtiden i dansk film

Men det er ikke kun biografglade danskere, der med god grund kan se frem til, at OFFSpring slår dørene op. Den danske filmbranche er nemlig inviteret til to hele dage med fokus på fremtiden i dansk film. OFFSpring inviterer med sit brancheprogram den 4.-5. april til to inspirerende dage med spændende oplæg, paneldebatter og rig mulighed for at netværke. Her er fokus rettet mod fremtidens filmfortællinger og fremtidens biografoplevelser.

På brancheprogrammet finder man blandt andet emner som talentudvikling og udviklingsprocesser i dansk film, AI i fremtidens danske film, fremtiden for danske biograffilm samt en keynote-tale af filminstruktør Christina Rosendahl, der gik fra Robertprisuddelingen med intet mindre end syv statuetter for filmen "Fuld af kærlighed".

OFFSpring er støttet af Odense Kommune, FilmFyn, Det Danske Filminstitut, Region Syddanmark, Spar Nord Fonden og Biografklub Danmark Fonden.

Glæd jer til OFFSpring 2025 - 3.-12. april

Billetter kan købes fra torsdag den 5. marts kl. 14 på www.offspringfilmfestival.dk, hvor man også kan se spilletidspunkter for de enkelte film.


offspringfilmfestival.dk

OFFSpring 2025

Se det fulde program og bestil billetter på www.offspringfilmfestival.dk

Konkurrenceprogrammet

Disse film af nye danske spillefilmsinstruktører er udtaget til konkurrencen og således med i opløbet om en OFFSpring-statuette og 50.000 kr.

·         "Kærlighedens Gerninger", instruktør: Jeppe Roende

·         "Min Evige Sommer", instruktør: Sylvia Le Fanu

·         "Kontra", instruktør: Jonas Risvig

·         "Sauna", instruktør: Mathias Broe

·         "Madame Ida", instruktør: Jacob Møller

·         "Better Day", instruktør: Mads Erichsen

·         "Sønnike", instruktør: Jesper Quistgaard Nielsen

·         "Hele Vejen", instruktør: Jahfar Muataz

Fremtidens Stemmer

I dette program kan du opleve en stribe utroligt forskelligartede film skabt af nye danske spillefilmsinstruktører.

·         "Under Stjernerne på Himlen", instruktør: Kasper Gaardsøe

·         "Yndige Mennesker", instruktør: Anders Jon, Michael Kunov, Kasper Juhl og Michael Panduro

·         "Ripple", instruktør: Joey Moe

·         "Glasskår", instruktør: instruktør: Søren Green

·         "Se Gennem Aske", instruktør: Ludvig C. N. Poulsen

·         "The Girl in the Trunk", instruktør: Jonas Kvist Jensen

·         "Hólmganga", instruktør: Lasse Kissow Holm

·         "Tilståelsen", instruktør: Tobias Scavenius

·         "The Lone Killer", instruktør: Danny Thykær

·         "Mulm", instruktør: Martin Vrede Nielsen

Det Internationale Program

·         "Vi har stadig i morgen" / "There is Still Tomorrow", instruktør: Paola Cortellesi, Italien

·         "April", instruktør: Dea Kulumbegashvili, Georgien

·         "Animale", instruktør Emma Benestan, Frankrig

·         "Universal Language" / "Une langue universelle", instruktør: Matthew Rankin, Canada

·         "Santosh", instruktør: Sandhya Suri, Indien og England
 

Øvrige events

·         Ole Bornedal - Filmvisning af "Nattevagten" og talk med Ann Lind Andersen

·         Roni Ezra - Filmvisning af "9. april" og talk

·         Peter Albrecthsen - Talk om filmlyd

·         Særvisning: "The End" af Joshua Oppenheimer

·         Fra kort til lang: Mathias Broe - Filmvisning og talk

·         Fra kort til lang: Joey Moe - Filmvisning og talk

·         Voices of Now: Interstellar

·         Voices of Now: The Handmaiden

·         Voices of Now: Brokeback Mountain

·         "Olsen-banden på sporet" - filmvisning på Danmarks Jernbanemuseum og oplæg v. Christian Monggard

·         For lang til kort: UFO Filmen - The movie - The end is near the beginning

·         For lang til kort: Waking in Oblivion

 

Brancheprogram den 4.-5. april

·    Debutanter i en brydningstid - panelsamtale mellem repræsentanter fra filmuddannelserne (Super8, Super16, 18 FRAMES og Den Danske Filmskole), der deler deres perspektiver som nye i filmverden.

·    New Danish Screen / Nye Danske Stemmer: En samtale mellem Heidi Maria Faisst, leder af New Danish Screen, og moderator Maria Månson om talentudvikling i dansk film. Emner: Talentpleje, udviklingsprocesser og kunsten at sige nej.

·    Oplæg og paneldebat: Kan kunstig intelligens skabe originalt indhold til fremtidens filmfortællinger? Filmskaber Jeppe Lange holder oplæg og deltager efterfølgende i en paneldebat om AI's rolle i fremtidens filmfortællinger sammen med filmskaber Søren Peter Langkjær Bojsen og ekspert i digital kunst, Majken Overgaard.

·    Fremtidens filmfortællinger: Keynote ved filmskaber Christina Rosendahl

·    Det danske biografpublikum her og nu: Oplæg ved Sanne Juncker Pedersen (Redaktør for Publikumsudvikling/DFI)

·    Fremtidens biografpublikum - Panelsamtale om publikumsadfærd- og udvikling mellem Lene Struck-Madsen (direktør, Applaus), Jakob Rachmanski (adfærdsrådgiver, Ubevidst) og Sanne Juncker Pedersen.

·    Fremtidens biografoplevelse - Panelsamtale om filmpromovering- og oplevelser mellem Sophie Worning & Christel Becker (SoMe & Marketing, Camera Film), Jonas Risvig (instruktør, KONTRA) og Line Daugbjerg Christensen (direktør, Øst for Paradis)

Kontaktinformation

Søren Windell, By- og kulturrådmand, Odense, 30703693

Viktoria Skovhus // offspring@odense.dk // +45 4076 8492