Spring til indhold
Nyhed

Odenses skjulte vikingeborg bliver synlig

04-02-2025

En bevilling på 10 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en bevilling på 3,7 millioner kroner fra Augustinus Fonden gør det nu muligt at formidle og synliggøre vikingernes ringborg Nonnebakken midt i Odense. Med Odense Kommunes støtte på 12,4 millioner kroner oveni kan projektet sættes i gang hurtigt.

Fugleperspektiv - Gul.jpg

Illustration: Erik Brandt Dam Arkitekter

I 2023 blev de fem danske ringborge udpeget som verdensarv. Nonnebakken er den eneste af de fem borge, som i dag er mindre synlig, fordi den har ligget midt i en by, der har udviklet sig. Det er derfor et stort ønske om at få Nonnebakken frem i lyset igen, som nu opfyldes.

Med projektet bliver dele af ringborgens vold markeret med brede bånd i cortenstål og planter mellem båndene. Markeringen bliver synlig på Odd Fellow Logens grund langs Nonnebakken og Hunderupvej, og borgen markeres også i fortovene ved hjørnet af Allégade og Hunderupvej. Der vil også blive lavet en stor model af ringborgen, og på Giersings Realskole får skolens elever og andre børn mulighed for at lege på en af en lille del af borgens genskabte forsvarsværk.

Det er Odense Kommune som sammen med de øvrige partnere skal realisere projektet.

Borgmester Peter Rahbæk Juel siger:

- Med fondenes flotte bidrag til at synliggøre Nonnebakken får Odense styrket den stærke fortælling om vikingerne som en del af byens DNA. Ringborgens placering midt i byen fortjener opmærksomhed og bidrager til fortællingen om Odense som et strategisk vigtigt punkt - i vikingetiden og i dag. Det er en fortælling, som skal styrkes yderligere, og som giver perspektiv og ekstra dimensioner til den by, Odense er i dag.

By- og kulturrådmand Søren Windell siger:

- En stor tak til A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden for at gøre det muligt at formidle en historie i Odense, som er så vigtig, men som har været vanskelig at se og forstå. Det glæder mig også, at projektet skabes i et stærkt samarbejde mellem partnere i byen, og jeg glæder mig til at se det blive til virkelighed."

Museum Odenses direktør Henrik Harnow udtaler:

- Med fondenes bevilling får byen nu mulighed for at synliggøre en uhyre vigtig del af Odenses historie - vores eneste verdensarvsmonument. Museet og kommunen har gennem en årrække arbejdet målrettet for at opnå status som verdensarv, og det var kronen på mange års arbejde med udgravninger og undersøgelser, da Nonnebakken endelig opnåede verdensarvsstatus i september 2023. Vi er slet ikke færdige med vikingetidens Odense, og også på bymuseet TID - Museum for Odense, venter store planer for en vild, overvældende og anderledes formidling af vikingetiden i de kommende år.

Arbejdet med at formidle og gøre Nonnebakken synlig forventes at være afsluttet i efteråret 2026.

Fakta

Ringborgen Nonnebakken blev opført omkring år 980 e.Kr. af Harald Blåtand som en del af rigets forsvar og som en serie på i alt fem ringborge.

Borgen er et beskyttet fortidsminde og blev sammen med de fire andre ringeborge - Aggersborg, Borgring, Fyrkat og Trelleborg - i september 2023 udpeget som UNESCO Verdensarv.

Nonnebakken blev opført som en cirkelrund borg med en ydre diameter på 180 meter omgivet af en 9 meter bred voldgrav og en ca. 15 meter bred og op til 5-6 meter høj vold med træbeklædt front og bagside.

Synliggørelsen og formidlingen af Nonnebakken betyder blandt andet:

To brede bånd af cortenstål markerer voldens inder- og yderside på Odd Fellow Logens plæne. Ringborgens oprindelige nord- og vestport markeres ved cortenstålsbeklædte åbninger i volden.

En bronzemodel af Nonnebakken placeres i parken overfor ringborgen. Modellen viser borgen i sin helhed.

En varieret formidling med en række elementer, som først nu skal udvikles. Idéerne til formidling af verdensarven skal udvikles af førende designere, der findes via en arkitektkonkurrence.

Wayfinding, der sætter Nonnebakken i forbindelse med vikingeruten og byens andre vikinge-lokaliteter.

Projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune som bygherre, Museum Odense og nutidens beboere på Nonnebakken, Odd Fellow Logen og Giersings Realskole.

Det er arkitekt Erik Brandt Dam, som har bred erfaring med at formidle kulturarv på en skånsom måde, der har udformet projektet.

Kontaktinformation

Martin Petersen, chef for Kultur & Fritid, By- og Kulturforvaltningen, marti@odense.dk eller 30714307

Henrik Harnow, direktør, Museum Odense, hharn@odense.dk eller 51303298