Odense Kommune er nomineret til Inklusionsprisen
Borgere får hjælp til det digitale Danmark på Café Paraplyen, Vollsmose Bibliotek og Bolbro Brugerhus fra et fast team af medarbejdere i Borgerservice

Jan Larsen fra Borgerservice er en del af det faste team, som hjælper borgerne med eksempelvis MitID.
Odense Kommune er indstillet til Inklusionsprisen for tilbuddet til borgere, som har svært ved at komme på MitIID eller bruge digitale tjenester fra eksempelvis Udbetaling Danmark.
Inklusionsprisen er en del af Digitaliseringsprisen, og den hylder offentlige digitaliseringsprojekter, som forbedrer samfundsforhold og oplevelsen for borgerne. Her gør samarbejdet mellem Borgerservice, Odense Bibliotekerne og Den Frie Rådgivning i Vollsmose en stor forskel for en gruppe borgere, når det handler om at kunne oprette en email-adresse, få digital kontakt til offentlige myndigheder eller få adgang til sine data via MitID.
- Jeg er stolt over, at Odense Kommune er nomineret til Inklusionsprisen. Digitale løsninger gør livet nemmere for mange af os: Det er hurtigt at komme i kontakt med offentlige myndigheder fra computeren hjemme i sofaen, men nogle mennesker skal have en hjælpende hånd med at komme på nettet og bruge tilbuddene i den digitale verden. Her er hjælpen heldigvis nær på Café Paraplyen i Nørregade, Vollsmose Bibliotek og på Borgerservice, siger rådmand Søren Windell fra By- og Kulturforvaltningen.
Odense Kommune er nomineret til prisen sammen med Aarhus og Viborg Kommune, og de tre kommuner er i konkurrence med de to øvrige nominerede - ATP med løsninger for dataunderstøttet borgerkommunikation og rejsekortet som app fra Rejsekort & Rejseplan. Vinderen bliver afsløret den 19. marts i Aarhus Musikhus under årets OffDig konference med 1600 deltagere, hvor publikum får mulighed for at stemme på deres favorit.
Dommerpanelet har udvalgt Odense Kommune ud fra kriterier om, at borgeren kan møde op et sted som eksempelvis Café Paraplyen i Nørregade og Bolbro Brugerhus for at få såkaldt medbetjening fra en medarbejder.
Chef for Borgerservice, Lene Djurhuus, er glad for nomineringen, som sætter fokus på den digitale hjælp fra det faste team på fire medarbejdere, som hjælper med alt fra bestilling af nyt sundhedskort over adgang til digital post og hjælp til Udbetaling Danmarks selvbetjeningsløsninger på borger.dk.
- Jan, Birgitte, Majbrit og Niels har tilsammen mange års erfaring i det digitale univers, og de er dedikerede til opgaven og brænder for at gøre end indsats for at hjælpe borgerne, som kan møde op og få hjælp i deres nærmiljø og i vante rammer. Det er en mulighed, mange benytter sig af, siger Lene Djurhuus.
Fakta om Digitaliseringsprisen
Digitaliseringsprisen hylder succesrige offentlige digitaliseringsprojekter, der forbedrer samfundsforholdene og borgeroplevelsen. Prisen anerkender initiativer, der inspirerer andre og skaber nye visioner for den offentlige sektor.
Dommerkomiteen sammensættes af en række uafhængige personligheder med indsigt i forvaltning og digitalisering. Rambøll Management Consulting forestår behandling og indstilling af ansøgere, hvorefter projekterne fremlægges for dommerne. I dommerpanelet sidder:
Rikke Zeberg, formand, direktør Klimadatastyrelsen
Lisbeth Knudsen, chefredaktør, Mandag Morgen og Altinget
Mikkel Flyverbom, professor of Communication and Digital Transformations, Copenhagen Business School
Anna de Boer, Velfærdsentreprenør og udviklingskonsulent, Egedal Kommune
Digitaliseringsprisen uddeler udover Inklusionsprisen også Innovationsprisen, Sammenhængsprisen og publikumsprisen.
Fakta "OffDig konferencen"
"OffDig konferencen" bliver i år afholdt onsdag og torsdag den 19. - 20. marts 2025 i Musikhuset, hvor den samler over 1.600 deltagere fra hele landet. Konferencen er en to-dages konference med et stærkt fagligt program, hvor folk mødes for at debattere digitalisering i den offentlige sektor.
Rådmand Søren Windell på 3070 3693
Lene Djurhuus, chef for Borgerservice, på ledp@odense.dk