Spring til indhold
Nyhed

Kulturmaskinen udpeget til netværks- og genrespillested af Statens Kunstfond

04-03-2025

En særlig status og millionstøtte til at drive koncert- og musikaktiviteter for de kommende år. Det er igen lykkedes Kulturmaskinen at blive udpeget som Netværks- og Genrespillested af Statens Kunstfond. Med udpegningen følger 1 mio. kroner om året til at drive koncerter og musikaktiviteter for i de næste fire år.

Kulturmaskinen blev også udpeget som netværks- og genrespillested, da ordningen blev indført i 2022, og by- og kulturrådmand Søren Windell glæder sig over, at det igen er lykkedes at komme igennem nåleøjet.

-  Det er en god nyhed for byens musikliv og et flot skulderklap til Kulturmaskinen. Bevillingen giver mulighed for at fortsætte det gode arbejde omkring musik og koncerter, som allerede er skudt i gang sammen med samarbejdspartnere, kunstnere, frivillige og tilskuere fra Odense og hele Fyn. Særligt er jeg glad for, at vi fortsat har mulighed for at arbejde videre med de mange talenter og med vækstlaget, som er helt afgørende for det gode og aktive musikliv, siger Søren Windell.

Midlerne skal i overvejende grad bruges til at skabe koncerter i Frølageret sammen med en række frivillige arrangørgrupper, men det er også ambitionen, at en del af midlerne skal prioriteres til arrangementer ude af huset. Blandt andet arbejdes på en række musikinitiativer i Vollsmose sammen med den socialøkonomiske café Respekt, og derudover har Kulturmaskinen ambitioner om at præsentere en række koncerter på Nordfyn.

- Det her giver os helt fantastiske muligheder for at arbejde med de musikalske miljøer og vækstlag på Fyn,  og samtidig får vi mulighed for at præsentere en helt masse musik sammen med de mange seje ildsjæle, der brænder for musikken, siger Niels Christian Geil, leder af Program, PR & Produktion på Kulturmaskinen.

Netværks- og Genrespillestedsordningen blev efter positive evalueringer af ordningens første periode, prioriteret på finansloven i december med 13,7 mio. om året og Kulturmaskinen kan nu sammen med 10 øvrige spillesteder i hele landet se frem til en udpegning de næste fire år.

Fakta:

  • Netværks- og genrespillestederne udpeges af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalgt for musik
  • Ordningen lanceredes i 2022, efter et pilotforløb og længere tids efterspørgsel fra spillestederne, som et supplement til spillestedsordningerne Regionale Spillesteder og Honorarstøttede Spillesteder.
  • 11 ud af 19 ansøgere er udpeget i 2025-2028
  • Læs mere om spillestedsordingen her: https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/netvaerks-og-genrespillesteder-2025-2028
Taker i Frølageret. Fotograf Lisette Olesen (Husk credit)

Taker i Frølageret, Kulturmaskinen. Fotograf: Lisette Olesen

Kontaktinformation

Søren Windell, By- og kulturrådmand, Odense, 30703693

Niels Christian Geil, Leder af Program, PR og Produktion, Kulturmaskinen, nicge@odense.dk , 30703903