Spring til indhold
Nyhed

Nyborg indgår bandeaftale med Odense: Bandemedlemmer skal møde samme pres i begge kommuner

14-05-2024

Intensiv aktivering i et specialiseret tilbud. Det bliver formlen for ledige med banderelationer i både Nyborg og Odense. Nyborg Kommune har indgået en aftale med Odense Kommune om at købe pladser i Specialenheden, der siden 2017 har presset bandemedlemmer med en intensiv aktiveringsindsats.

Det skal ikke være muligt for bandemedlemmer at modtage kontanthjælp, samtidig med at de reelt lever af hård kriminalitet. Det er tankegangen bag Specialenheden, der blev oprettet i 2017 som en del af Odenses kamp mod banderne.
Specialenheden stresser banderne ved at sikre, at bandemedlemmer, der vil have offentlige ydelser, bliver aktiveret intensivt. Den intensive indsats har betydet, at flere bandemedlemmer hvert år enten selv frasiger sig offentlige ydelser eller får dem standset, fordi de ikke møder op til aktiveringen.

Hvert år flytter borgere, som er tilknyttet Specialenheden, deres adresser til andre kommuner. Fra 2020 til i dag er 17 borgere fra Specialenheden flyttet til en anden fynsk kommune.

Aftalen om at købe pladser i Specialenheden betyder, at den intensive aktiveringsindsats kan fortsætte, hvis et bandemedlem flytter fra Odense til Nyborg Kommune.

-  Bandemedlemmer skal ikke kunne flygte fra myndighedernes pres blot ved at rykke over kommunegrænsen. Hvis vi skal lykkes med at bekæmpe de kriminelle, er vi nødt til at stå sammen og ensarte de intensive indsatser. Derfor bakker vi op om Odenses initiativ og tror på, det vil gøre en forskel - så problemerne ikke flytter rundt men bliver bekæmpet en gang for alle, siger borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs.

Den nye aftale kommer kort efter, at Kerteminde har indgået en lignende aftale med Odense.

-  Banderne er et uvæsen i vores samfund. Politiet gør en stor indsats for at sætte medlemmerne i fængsel, og vi kommuner skal også gøre alt, hvad vi kan. Derfor er jeg glad for, at vi på tværs af kommunegrænser står sammen om at presse de her kyniske kriminelle grupper, siger beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt.

Den nye aftale betyder, at ledige fra Nyborg med bandetilknytning kan få plads i Specialenhedens særlige beskæftigelsesindsats, og at Nyborg Kommune kan trække på viden og assistance til myndighedsarbejdet fra specialiserede medarbejdere i Specialenheden.

Kontaktinformation

Kenneth Muhs, borgmester, Nyborg Kommune, tlf. 2159 9966

Christoffer Lilleholt, beskæftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune, tlf. 3060 4356