Spring til indhold
Nyhed

Ny lommepark på vej i centrum af Odense

23-01-2024

Borgere i Vesterbro-kvarteret kan glæde sig til, at de får et grønt område i nabolaget til sommer, når Odense Kommune åbner en ny lommepark ved Vestre Stationsvej.

Ny park_View_02_Birdview_010.jpg

En ny lommepark ved Vestre Stationsvej vil i løbet af foråret blive etableret. Dermed kommer der et nyt grønt frirum i centrum af Odense. Illustration: Land+

Alle borgere i Odense skal have under 300 meter til et grønt område. Sådan lyder ambitionen i Odense Kommune, og den ambition kommer til sommer et skridt nærmere at blive opfyldt, når der i løbet af foråret bliver lavet en helt ny lommepark på Vestre Stationsvej. En lommepark er et lille grønt område i et byrum, som fungerer som frirum for byens borgere.

Parken bliver knap 2000 kvadratmeter stor og vil ligge i nærheden af letbanestoppet Kongensgade. På grunden har der tidligere ligget en børnehave, hvor børn har leget i årevis. Anlægsarbejdet begynder i slutningen af januar, og parken forventes at stå færdig i juni.

Netop i Vesterbro-kvarteret er der brug for flere grønne områder, og derfor glæder det by- og kulturrådmand Søren Windell (C), at borgerne snart får et grønt område i bydelen.

-        Parken bliver et grønt åndehul for borgerne i kvarteret. Vi giver området tilbage til børnene og laver en sjov legeplads i samarbejde med Kompan, som bygger nyskabende og flotte legepladser. Vi anlægger en flot græsplæne og planter blomster, buske og træer. Det bliver et fristed for alle, hvor man kan bevæge sig, holde en pause eller mødes med andre mennesker, siger han.

Foruden legeplads bliver der lavet gode opholdspladser med bænke og pergolaer med klatreplanter.

Deler kunst med byen

Parkens nærmeste nabo er Odense Valgmenigheds kirke, som har været en god samarbejdspartner for Odense Kommune i planlægningen af parken - blandt andet ved at lægge rum til to borgermøder.

Kirken har i 2023 fået lavet en alterudsmykning af kunstneren John Kørner, som består af en 5x2,4 meter stor bemalet glasrude, der vender ud mod Vestre Stationsvej og den kommende park, hvor gæsterne kan få glæde af kunstværket.

Odense Valgmenighed kalder kunstprojektet "Kirken deler kunst med byen". Et af motiverne på glasruden er æbler, hvilket spiller godt sammen med de frodige fynske frugthaver. Derfor vil den kommende park også have æblet som tema.

Det kommer til udtryk ved, at der plantes paradis-æbletræer i haven, og at legepladsen får et æbletema med blandt andet et legehus udformet som et æble.

-        Vi er glade for, at Odense Kommune lader sig inspirere af vores alterudsmykning med æblerne og gør det til et tema for parken. For os at det vigtigt, at vi er med til at gøre noget kunst tilgængelig i byen, og vi glæder os til, at parken står færdig, siger Claus Bach Wognsen fra Odense Valgmenighed.

Tegnestuen Land+, som ligger i Odense, har tegnet lommeparken.

Kontaktinformation

Søren Windell, by- og kulturrådmand, tlf. 3070 3693

Claus Bach Wognsen, Odense Valgmenighed, tlf. 7028 0307