Spring til indhold
Nyhed

Med ny socialpolitik vil Odense Kommune arbejde tættere sammen med byens socialt udsatte borgere

30-05-2024

Odense Kommune ønsker fortsat være en rummelig storby og vil fremover inddrage byens mest udsatte borgere i endnu højere grad, når initiativer på socialområdet skal kvalificeres. Det skal både ske direkte og via Udsatterådet

Socialpolitik forside.png

Den nye socialpolitik skal hjælpe Odense Kommune med at udbygge et i forvejen tæt samarbejde med byens hjælpeorganisationer og byens udsatte gennem Udsatterådet.

- Vi kan og skal hjælpe de udsatte borgere ud fra en forventning om, at vi alle efter bedste evne selv tager ansvaret for at få et godt liv. Det gør vi bedst med udgangspunkt i den enkelte borgers situation og ønsker og i et samarbejde med civilsamfundets aktører og Udsatterådet, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt om den nye politik, der er gældende på Beskæftigelses- og Socialforvaltningens område.

Udsatterådet glæder sig til forstærket rolle

I forlængelse af vedtagelsen af den nye socialpolitik vil samarbejdet med Udsatterådet blive styrket, så det i højere grad end i dag bliver inddraget løbende.

- Det er med glæde og store forventninger, at vi byder den nye socialpolitik velkommen. Den sætter en ambitiøs retning i forhold til at skabe en storby for alle og med plads til alle. Samtidig er det positivt, at socialpolitikken fortsat har Housing First-princippet som udgangspunkt for at understøtte den enkelte udsatte borger i at kunne opnå de håb og drømme, de måtte have for deres liv, siger Susanne Kvolsgaard, der tiltræder formandsposten i Udsatterådet 1. juni.

- Vi ser frem til at indgå i et konstruktivt samspil i forhold til at få de udsattes stemmer hørt og inddraget, når politikken skal omsættes til mere konkrete handlinger, siger Susanne Kvolsgaard, som kommer fra en formandspost i Café Paraplyen under KFUM's Sociale Arbejde.

Alle borgere skal imødekommes

Næstformand i Beskæftigelses- og Socialudvalget, Mads Thomsen, glæder sig til at sætte handling bag ordene i den nye socialpolitik.

- Som kommune sender vi et tydeligt signal om, at vi både har pligt til og prioriterer, at alle borgere, også udsatte, skal imødekommes og mærke inklusion og medborgerskab af byen. Politikken har også som et vigtigt iboende element og filosofi, at alle mennesker kan komme på kant med livet. I det perspektiv er det særligt vigtigt, at de udsatte borgere mødes som subjekter med hver deres unikke livshistorie frem for som objekter, der skal tilpasse sig rigide kommunale rammer, siger Mads Thomsen.

Socialpolitikken bærer titlen 'Ansvar i en storby' og berører emner som rummelighed, arbejdsmarked, ungeliv, sundhed, fællesskaber og digital tilgængelighed.

I den kommende tid skal der udarbejdes en handlingsplan, der sikrer, at politikkens tanker bliver omsat til konkret virkelighed.
 

Læs socialpolitikken her.

Kontaktinformation

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt, tlf. 30 60 43 56

Formand for Udsatterådet pr. 1. juni, Susanne Kvolsgaard, tlf. 21 49 12 36

Næstformand for Beskæftigelses- og socialudvalget, Mads Thomsen, tlf. 20 43 19 68