Løfte om friskere kys skal få unge til at skrotte tobak
Studiestartskampagnen KysBedreOdense er i fuld gang. Formålet er at forebygge brugen af nikotinprodukter blandt unge på skoler og uddannelsesinstitutioner i Odense Kommune - en tilbagevendende begivenhed, som elever og skoler i år selv har efterspurgt.
Efterskolen Sports Academy Denmark er et af de steder, hvor kampagneteamet bag KysBedreOdense har været forbi. Her fik de nystartede elever mulighed for at teste deres viden om nikotinprodukter som for eksempel snus, vapes og cigaretter og vinde præmier.
Den konstante udvikling af nye nikotinprodukter, der særligt tiltrækker de unge, gør initiativer som studiestartskampagnen KysBedreOdense endnu vigtigere, mener sundhedsrådmand i Odense Kommune, Tommy Hummelmose.
- Nikotin giver ofte en livsvarig og dyb afhængighed, som er svær at komme ud af igen, og tobakken er samtidig en af de største dræbere, vi har. Derfor er det særligt vigtigt, at vi hjælper vores unge mennesker med at holde sig fra nikotinprodukter eller hjælper dem ud af en afhængighed så tidligt som muligt. Her er KysBedreOdense kampagnen en god indgang til at få en dialog med de unge om konsekvenserne ved røg og nikotin, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose, der tirsdag var med ude for at møde de unge på Sports Academy Denmark.
Konsulenterne fra Røgfrit Odense, som står bag KysBedreOdense-kampagnen, har allerede etableret et godt samarbejde med efterskolen, og det betyder, at de i de kommende måneder kommer ud på skolen med ugentlige STOP-caféer og hjælper elever, som ønsker at komme ud af en eventuel nikotinafhængighed. Efterskolen har også tidligere haft mulighed for at sende elever på andre stop-tilbud, men eleverne foretrækker at få tilbuddene ud på skolen. Ifølge skolens viceforstander Rikke Bonde Hauge giver det også de bedste resultater.
- Når vi har et forløb med en konsulent i skolens kendte rammer, giver det eleverne en tryghed. Det giver en større tilslutning, og eleverne tør være mere åbne om deres udfordringer, og hvad de gerne vil have hjælp til, siger Rikke Bonde Hauge.
Efterskolen Sports Academy Denmark vil gerne bidrage til opgaven med at holde unge mennesker røg- og nikotinfri og ser det som en del af sit ansvar i forhold til den fysiske og psykiske sundhed hos eleverne. Samarbejdet med Røgfrit Odense er ifølge Rikke Bonde Hauge et signal om, at skolen tager opgaven seriøst.
Røg- og nikotinfri generation
Og netop samarbejde og partnerskabsaftaler er en vigtig del af Røgfrit Odenses arbejde, forklarer funktionsleder Anette Stensgaard.
- Det er en væsentlig faktor i arbejdet for en røg- og nikotinfri generation. Det er vigtigt, at virksomheder, uddannelser og skoler som Sports Academy Denmark kan se værdien i at gå forrest som rollemodeller og gøre, hvad de kan for at undgå, at unge får en livslang afhængighed af nikotin. Vi kan se, at det virker, siger Anette Stensgaard.
KysBedreOdense
Studiestartskampagnen KysBedreOdense har siden 2018 besøgt Odense Kommunes skoler og uddannelsesinstitutioner i løbet af august og september. Det er Røgfrit Odense, som hører under Sundhedsforvaltningen, der står bag kampagnen. Formålet er at forebygge brugen af nikotinprodukter blandt unge og hjælpe de unge, der allerede anvender produkterne, til at kysse dem farvel. Det, der skal få de unge til at kvitte nikotinen, er hverken løftede pegefingre eller skæld ud, men i stedet et løfte om friskere kys.
For nærmere information kontakt:
Sundhedsforvaltningen og/eller sundhedsrådmand Tommy Hummelmose via kommunikationschef Bodil Jensen, tlf.: 23 47 89 35