Læseglæde og digital dannelse i fokus: Kulturministeriet udmelder fokusområder for centralbibliotekernes arbejde til rammeaftale 2025-2028
Kulturministeriet har udsendt en pressemeddelelse, som beskriver de kulturpolitiske ambitioner for centralbibliotekernes arbejde i den kommende rammeaftale 2025-2028.
Landets seks centralbiblioteker skal i perioden 2025-2028 anvende i alt fem millioner kroner mere årligt til bl.a. bøger til gavn for borgere i hele landet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har besluttet at prioritere en større del af centralbibliotekernes bevilling til materialeoverbygningen for at sikre, at borgere i hele landet kan få en bred adgang til både fysiske og digitale bøger og andre materialer.
Kulturministeren sætter særligt fokus på læsning og digital dannelse. Centralbibliotekerne skal i de næste fire år fungere som regionale læsecentre, der hjælper landets folkebiblioteker, folkeskoler og andre aktører til at styrke læseglæden ved at skabe og formidle redskaber direkte til biblioteker, forældre og relevante institutioner, så især flere børn og unge får lyst til at læse.
Centralbibliotekerne skal også gøre en særlig indsats for digital dannelse for både børn, unge og voksne i samarbejde med bl.a. Center for sociale medier, tech og demokrati og aktører fra folkeskoler og uddannelser.
Godt nyt for Odense og Fyn
By- og Kulturrådmand i Odense, Søren Windell hilser Kulturministerens fokusområder velkommen.
- At højne læseglæden blandt vores børn og unge, og at styrke både børn, unge og voksnes digitale dannelse i en verden, der i stigende grad kan være vanskelig at navigere i, er helt essentielt. Det er godt nyt for Odense og Fyn. Landets centralbiblioteker er en stærk drivkraft og ressource, som i årevis har skabt relevante koncepter og tilbud omkring læsning og digital inklusion og dannelse, der kommer både biblioteker og borgere til gode. At det arbejde fortsættes og styrkes yderligere over de kommende fire år til gavn for alle uanset alder, og kan have meget ønskelige sidegevinster i form af bedre trivsel og mental sundhed, siger han-
Bibliotekschef for Odense Bibliotekerne, Kent Skov Andreasen deler rådmandens begejstring.
- Det er en god nyhed - ikke mindst i bibliotekets 100 år som både kommunalt bibliotek i Odense og regionalt centralbibliotek for Fyn. Det er en anerkendelse af, at det arbejde, vi udfører nationalt og regionalt over for de fynske biblioteker, fortsat nyder tillid hos Kulturministeren og igen omsættes til en ny aftale med staten. For mig at se hænger ministerens kulturpolitiske fokus rigtig godt sammen med de faglige indsatser, vi også prioriterer for brugerne og bibliotekerne på Fyn. Vi vægter det unikke danske samarbejde mellem alle landets folkebiblioteker meget højt, så jeg glæder mig til, at vi skal omsætte de nye ambitioner om at øge alle borgernes læselyst og teknologiforståelse til virkelighed - også i de kommende fire år, siger han.
Rådmand Søren Windell, tlf. 3070 3693
Kent Skov Andreasen, Odense Bibliotekerne, tlf. 2012 4400