Fra plakater til skærme: By-og Kulturudvalget åbner for digitale reklamestandere i centrum
Ud med reklameplakaterne og ind med digitale skærme, det kan blive fremtiden for nogle af de reklamestandere, der allerede står i Odenses centrum. Når kontrakten på at levere byudstyr som busskure, bænke og affaldsspande skal udbydes igen, så vil leverandøren nemlig få mulighed for at opstille 11 digitale reklamestandere med skærme, der kan vise stillbilleder eller såkaldte slow-moving-videoer. Det besluttede By- og Kulturudvalget onsdag.
Aftalen om at levere reklamefinansieret byudstyr skal snart i udbud igen, og i forberedelserne til udbudsprocessen blev der spurgt til muligheden for at opstille digitale standere.
Da digitale skærme i centrum kræver dispensation fra den relevante lokalplan for bymidten, behandlede By- og Kulturudvalget sagen med konkrete vurderinger for hver enkelt af de 11 placeringer.
Standerne vil få samme størrelse som de eksisterende og på ti af placeringerne står der allerede i dag standere.
For alle placeringer gælder det, at der er erhvervslokaler i stueetagen, og at forvaltningen vurderer, at skærmene vil blive opstillet på en måde, så det ikke generer brugerne af de lokaler. Det er også vurderingen, at skærmene ikke vil have nogen påvirkning på beboerne i etagerne over.
Den skånsomme placering i forhold til beboerne var et afgørende argument for by- og kulturrådmand Søren Windell.
- Vi har meget restriktive rammer for skærme og lysreklamer i byen, og det er godt, for vi skal værne om beboernes hverdag og om byens udtryk. Det var også derfor udvalget for nyligt sagde nej til en dispensation for lysreklamen på toppen af Fisketorvet. Men vi skal naturligvis også følge med udviklingen, der hvor det giver mening. I denne sag har forvaltningen fremlagt et godt balanceret forslag, hvor vi kan give leverandørerne nye moderne muligheder, samtidig med at vi værner om byens udseende og om naboernes nattesøvn, siger Søren Windell.
De nye digitale reklamestandere vil gøre det nemmere og mere fleksibelt at skifte indholdet og for eksempel målrette det mod aktuelle begivenheder i byen.
Selvom By- og Kulturudvalget onsdag besluttede at give dispensation fra lokalplanen, så er de digitale skærme dog ikke lige på trapperne. De vil tidligst blive sat op fra den 1. januar 2026, og det vil være den kommende leverandør af byudstyr, der vælger, om man foretrækker den digitale løsning eller fortsætter med de eksisterende plakater.
Her kan de 11 digitale reklamestandere stilles op:
Placering 1: Nørregade - Bangs Boder ved Fisketorvet
Placering 2: Vestergade ved rådhuset
Placering 3: Vestergade foran Magasin
Placering 4: Klaregade mod Vestergade
Placering 5: Mageløs ved Sankt Anne Plads
Placering 6: Vestergade mod Kongensgade
Placering 7: Vestergade ved Lottrups Gård
Placering 8: Vestergade mellem Pantheonsgade og Ny Vestergade
Placering 9: Kongensgade mellem Vestergade og Slotsgade
Placering 10: Slotsgade mellem Klostervej og Kongensgade
Placering 11: Kongensgade ved Dronningensgade (Ny placering)
Fakta:
Beslutningen i By- og Kulturudvalget giver dispensation fra lokalplan 0-786, som er gældende for bymidten. Læs mere om lokalplanen på linket her
Læs mere om dispensationen i referatet her fra By- og Kulturudvalgets møde.
Søren Windell, By- og Kulturrådmand, tlf. 3070 3693