Spring til indhold
Nyhed

En halv million kroner til at styrke fællesskaber for børn og unge i Odense

04-12-2024

Et nyt samarbejde mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen i Odense giver idrætsforeninger mulighed for at søge penge fra puljen "Fællesskaber frem for præstationer" på en halv million kroner. Målet er at hjælpe foreningerne med at skabe inkluderende fællesskaber for børn og unge - fællesskaber, hvor præstation ikke er det vigtigste, men hvor der er fokus på trivsel, glæde og sunde relationer, så alle kan føle sig velkomne, uanset niveau.

Flere børn og unge skal være en del af et aktivt og sundt fællesskab i idrætsforeningerne, hvor det ikke kun handler om at præstere. Et nyt samarbejde mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen i Odense åbner for en pulje på en halv million kroner, som idrætsforeninger i Odense kan søge, til at skabe mere trivsel og større fællesskab for børn og unge.

- At kunne være en del af et aktivt og trygt fællesskab, hvor der er plads til at være sammen med andre uden at skulle præstere, er afgørende for vores børn og unges trivsel. Hvis det samtidig kan ske som en del af en idrætsaktivitet, og vi tilmed kan få flere børn og unge til at være fysisk aktive og med i idrætsforeningerne, skaber vi et rigtig godt fundament for, at de får en god start på et sundt liv, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose.

Fra skærm til bevægelse

Med puljen ønsker DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen at hjælpe flere børn og unge ind i idrætsforeningerne i Odense. Når flere børn og unge kommer i gang med en idrætsaktivitet, kan det bidrage til at øge deres selvværd og selvtillid. Formålet er ikke kun at få børn væk fra skærmen og ud i bevægelse, men også at styrke deres selvværd og give dem et trygt sted at vokse socialt.

- Børn og unges trivsel er en mærkesag for DGI. Vi arbejder dagligt i tæt samarbejde med idrætsforeningerne for at skabe de bedste rum og rammer for, at børn og unge trives og motiveres i de fynske idrætsforeninger. DGI arbejder målrettet for, at ingen børn og unge står uden for fællesskabet. Puljen 'Fællesskaber frem for præsentationer' er vigtig, da den giver idrætsforeningerne muligheden for at teste og tilbyde projekter, initiativer og ideer, der sikrer, at børn og unge motiveres og trives i deres fritid. Derfor tilbyder vi også alle foreninger inspiration og idéer til konkrete aktiviteter, kompetenceudvikling og hjælp på andre ønskede områder, udtaler direktør i DGI Fyn, Hans R. Sørensen.

Fokus på inkluderende fællesskaber

I byrådets budget for 2023 fik Sundhedsudvalget 270.000 kr. til fremme af inkluderende fællesskaber/præstationsfrie fællesskaber i perioden 2023-2025. Sidste år havde puljen, som er en del af forståelsespapiret 'Et skifte til gavn for børn og unges mentale trivsel i Odense', fokus på kultur og sundhed og var målrettet Odenses foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsessteder.

En halv million venter

Samarbejdet mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen betyder, at DGI Fyn donerer 250.000 kr. til puljen, så det samlede beløb kommer op på omkring en halv million kroner. DGI Fyn bistår Sundhedsforvaltningen med at udvælge ansøgerne, men den endelige udvælgelse står Sundhedsudvalget for. Alle idrætsforeninger i Odense vil kunne søge midler fra puljen.

Puljen og samarbejdet med DGI Fyn om at skabe præstationsfrie fællesskaber understøtter arbejdet med Odense Kommunes 2030-handleplan for børn og unges mentale trivsel.

Puljen søges indtil den 20. februar 2025 via Odense Kommunes hjemmeside på www.odense.dk/fællesskab 

Kontaktinformation

For yderligere information kan sundhedsrådmand Tommy Hummelmose kontaktes gennem kommunikationschef Nicolai Svejdal på Sundhedsforvaltningens pressetelefon 63751866.

Hans R. Sørensen, direktør i DGI Fyn, 21292519, hans.sorensen@dgi.dk eller kan kontaktes via kommunikationsmedarbejder Annette Knudsen ved DGI Fyn på 23829505.