Spring til indhold
Nyhed

Odense rydder op efter stormvejret

24-10-2023

Væltede træer, vejskilte og tilstoppede kloakriste har i løbet af weekenden skabt udfordringer i Odense Kommune, men oprydningsarbejdet er godt i gang. Samtidig er der nu godt gang i arbejdet med at fjerne blade fra byens cykelstier.

væltet træ.jpg

40 kommunale træer i Odense Kommune væltede i fredagens stormvejr. Foto: Odense Kommune

Fredag aften og nat havde stormen godt fat i Odense og resten af Fyn. Det betød, at 40 kommunale træer væltede rundt omkring i Odense Kommune, og derfor har der været travl med at få ryddet op.

-       Vejdriften har haft en travl weekend, hvor man har været nødt til at rydde op efter de træer, som er væltet ud over veje, cykelstier og lignende. Vi har også mange steder set, at der har ligget diverse skilte fra for eksempel byggerier og vejarbejde, og dem skal entreprenørerne jo også ud at have fat i, så der har bestemt været noget at se til for vores folk, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell (C).

I forbindelse med stormvejret regnede det også ganske kraftigt i Odense, og det skabte flere steder problemer med nedfaldne blade, der satte sig som en prop i kloakriste, så viadukter og andre lavtliggende steder blev oversvømmet. Vandet bliver dog hurtigt ledt væk igen, når først bladene er fjernet fra risten.

Efteråret byder også hvert år på et stort arbejde med at fjerne blade fra cykelstierne, så byens mange cyklister kan komme trygt frem og tilbage. Odense er dog en grøn storby, og derfor er der også mange træer og dermed et stort løvfald.

-       Vi har travlt nu, fordi løvfaldet for alvor er startet. Mange borgere vil selvfølgelig gerne have, at vi kommer og rydder deres stier her og nu, og det kan jeg også godt forstå, men vi følger en fejeplan og har nogle fejeruter, der ligger i intervaller. Det hører så også med til historien, at de firmaer, som vi bruger til at feje vores veje og stier, jo også har opgaver i andre fynske kommuner, men vi kommer rundt så hurtigt, som vi kan, og nogle stier skal vi også ud at feje flere gange, fordi løvfaldet kan være ekstra stort i nogle områder, siger funktionsleder i Park & Vej, Heine Risom.

Kontaktinformation

Søren Windell, rådmand, By- og Kulturforvaltningen, tlf. 3070 3693

Heine Risom, funktionsleder, Park & Vej, tlf. 2041 5553