Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune inviterer til dialog om fremtidens bymidte

24-10-2023

Hvordan skaber vi en attraktiv bymidte i Odense og gør byen endnu mere levende og spændende? De spørgsmål og flere andre inviteres borgere i Odense til at hjælpe med at svare på, når Odense Kommune holder dialogmøde mandag den 6. november. Her vil man også kunne opleve den verdenskendte arkitekt og bylivsekspert Jan Gehl, når han kommer og holder et oplæg.

Vintapperstræde paraplyer spot størrelse.jpg

Thomas B. Thriges Gade har med sin vellykkede omdannelse skabt nyt liv i Odenses bymidte. Udviklingen af byen har i flere år været positiv, og der er stor interesse for at investere og bosætte sig i Danmarks tredjestørste by. Men det stopper ikke her. I Bystrategi 2023 er bymidten udpeget som et strategisk byudviklingsprojekt, og med Budget 2023 er der afsat penge til en byrums- og bylivsanalyse, som skal give et bud på en langsigtet plan for fremtidens bymidte.

Derfor skal Odense Kommune i samspil med de deltagende ved dialogmødet have en samtale om, hvordan vi indretter byen, så den appellerer til både store og små og sikrer os, at byen fortsætter sin positive udvikling.

- Vi holder et dialogmøde, hvor vi inviterer borgere, erhvervsdrivende, aktører og andre interesserede til at give deres perspektiver på fremtiden for Odenses bymidte. Vi vil gerne høre, hvad de drømmer om her og nu, men også om mange år. Hvad fungerer godt i bymidten, og hvad kunne gøres bedre for, at vi får en endnu mere levende by, hvor alle på tværs af alder og interesser har lyst til både at bo, opleve byens stemning og opholde sig, fortæller by- og kulturrådmand Søren Windell (C).

En sprudlende by til både hverdag og fest

Med Bystrategi 2023 er der sat en klar retning mod en klimaneutral, sund og levevenlig storby med en oplevelsesrig bymidte. Fremtidens bymidte skal være både attraktiv til hverdag og til fest, tilbyde et spændende handelsliv, et sprudlende kulturliv og smukke omgivelser, der giver dig lyst til at besøge, bruge og opleve byen igen og igen.

- I Odense er vi bevidste om bymidtens betydning for oplevelsen af en levende storby, og der er i en årrække foretaget vigtige investeringer i at forny byen helt centralt. Vi oplever stor positiv interesse fra ind- og udland, og senest har vi konstateret positive resultater i en detailhandelsanalyse. Målet med det kommende møde er at invitere til en samtale med borgere og byens aktører om, hvordan vi sammen kan bygge videre på investeringerne og fortsat udvikle bymidtens potentialer, siger afdelingschef for Byudvikling Anette Kold.

Foruden den spændende samtale om midtbyens udvikling, kan man glæde sig til Jan Gehls oplæg om udviklingen af byer for mennesker. Jan Gehl, som mange nok kender fra DRs programmer om storbyers forandringer, har skrevet en række af succesfulde bøger om byudvikling og er en efterspurgt foredragsholder verden over. Han vil give inspiration til byers forandring fra købstæder til mødesteder og give perspektiver på bylivet mellem husene.

Har du lyst til at deltage på dialogmødet?

Mødet er mandag d. 6. november kl. 19.00 - 21.30 på Odense Rådhus.

Da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig.

Klik her for at tilmelde dig.

Kontaktinformation

Søren Windell, rådmand, By- og Kulturforvaltningen, tlf. 3070 3693

Anette Kold, afdelingschef, Byudvikling, via pressetelefon, tlf. 6551 2080