Spring til indhold
Nyhed

Finansminister skal høre om Odense-model for faste, tværfaglige teams i ældreplejen

06-10-2023

Mandag besøger finansminister Nicolai Wammen (S) og MF'er Trine Bramsen (S) Odense Kommune for at høre om de gode erfaringer fra kommunens pilotprojekt med faste, tværfaglige teams i hjemmeplejen - hvor det er den samme gruppe medarbejdere, der kommer i de ældres hjem. På besøget kommer de også til at høre om kommunens arbejde med rekruttering.

Odense Kommune har gode erfaringer med en såkaldt Odense-model for faste, tværfaglige teams i kommunens hjemmepleje. Teamsene i Odense-modellen adskiller sig fra lignende forsøg i andre kommuner ved blandt andet at bestå af alle de medarbejdergrupper, der kommer i den ældres hjem for fx at hjælpe med den personlige pleje, medicinhåndtering og sårbehandling samt træning. 
 

Odense-modellen tegner godt for både de ældre og for medarbejderne
Det lykkedes ikke Odense Kommune at få andel i Social- og Ældreministeriets pulje på godt 190 mio. kr. til faste, selvstyrende teams, som blev fordelt mellem 25 kommuner i 2022. Ældre- og Handicapudvalget valgte derfor i foråret 2022, at der skulle udvikles en Odense-model. Det blev til et 1-årigt pilotprojekt med faste, tværfaglige teams, som begyndte 4. januar 2023. Udvalget afsatte i alt 6,288 mio. kr. til projektet.
 

Og det er altså den model, finansministeren skal høre om, fortæller rådmand Brian Dybro (SF):


- Selvom vi ikke fik andel i ministeriets pulje, valgte vi alligevel at sætte penge af til et pilotprojekt, og meget tyder allerede nu på, at en organisering i faste, tværfaglige teams kan skabe både en mere tryg ældrepleje og et bedre job for medarbejderne. Derfor har vi med budget 2024 netop vedtaget at udvide pilotprojektet, så det kommer flere ældre og medarbejdere til gode, fortæller Brian Dybro og fortsætter:
 

- Det er ikke en gratis omgang. Det kræver investeringer i ældreplejen, fordi det tværfaglige samarbejde koster mere tid. Til gengæld tror jeg på, at det ikke alene kan være en gevinst i forhold til de ældres tryghed, men også i forhold til deres sundhed, fordi medarbejderne kommer tættere på den ældre, og sammen kan de hurtigere iagttage, hvis der sker forandringer i den ældres helbredstilstand.

- Samtidig kan vi også se, at den her måde at arbejde på, ser ud til at kunne forbedre medarbejdernes arbejdsglæde. Og det er helt afgørende i en tid, hvor vi ser ind i store rekrutteringsvanskeligheder, lyder det fra Brian Dybro.


På besøget vil finansminister Nicolai Wammen og MF'er Trine Bramsen også høre om Odense Kommunes fokus på rekruttering og tilknytning af medarbejdere på ældreområdet, herunder projektet 'Lidt op i tid', hvis sigte er at motivere medarbejdere på deltid til at arbejde lidt mere.


Pressen velkommen kl. 16.15, kræver dog tilmelding
Finansminister Nicolai Wammen og MF'er Trine Bramsen skal besøge det tværfaglige team i Skt. Hans-gruppen. Selve mødet er lukket for pressen. Men pressen er velkommen til at tale med dem begge efter mødet, der slutter kl. 16.15, hvor rådmand Brian Dybro og evt. fagpersoner også vil være til rådighed. 


Journalister kan tilmelde sig hos Annette Wognsen Frederiksen via e-mail: awf@odense.dk eller mobil: 24 21 31 29, senest mandag den 10. oktober kl. 11.00.


Fakta om faste, tværfaglige teams - Odense-modellen
Pilotprojektet er etableret i fem udekørende dagvagtsgrupper. I hver gruppe er der nedsat et fast, tværfagligt team bestående af ca. 12 til 16 medarbejdere.

Medarbejdernes faglighed er social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Myndighed er koblet på hvert team, og aftenmedarbejdere er koblet på to af de fem teams. Der er i budgettet afsat penge til, at medarbejderne kan koordinere i teamet.


De faste, tværfaglige teams startede den 4. januar 2023 og evalueres primo 2024. Odense Byråd har med Budget 2024 afsat 10,5 mio. kr. til at videreføre og udvide pilotprojektet fra 2024.


Læs mere om Odenses erfaringer med faste, tværfaglige teams

Kontaktinformation

Rådmand Brian Dybro (SF), mobil 24 62 11 18
Pressekonsulent Annette Wognsen Frederiksen, mobil 24 21 31 29