Spring til indhold
Nyhed

Ekspertråd skal komme med anbefalinger til fremtidens ældrepleje i Odense

23-05-2023

Odense Kommune har netop nedsat et ekspertråd, der skal rådgive politikerne i en situation, hvor blandt andet begyndende rekrutteringsudfordringer presser ældreområdet. 

Mange vakante stillinger og stigende vikarudgifter er blot nogle af tegnene på, at den forventede nationale rekrutteringskrise på ældreområdet er ved at gøre sit indtog i Odense. Kommunernes Landsforening vurderer, at der på landsplan kommer til at mangle ca. 16.000 sosu-medarbejdere i 2030. I Odense forventes tallet at være omkring 400.
 
Det har fået rådmand Brian Dybro (SF) til at råbe vagt i gevær, og sammen med de øvrige medlemmer af Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har han netop nedsat et ekspertråd, der skal komme med anbefalinger til, hvordan udvikling af ældreplejen kan imødegå nogle af konsekvenserne ved rekrutteringsudfordringen samt det faktum, at en stigende levealder blandt danskerne også medfører et ændret og mere kompliceret sygdomsbillede. 
 
Fremtidsudsigterne bekymrer rådmand Brian Dybro: 
- Arbejdsstyrken skrumper i de kommende år, samtidig med at vi lever længere. Det er jo helt grundlæggende en god ting, men vi ser allerede nu en stigning i antallet af ældre, der har brug mere hjælp - og vi må forvente, at det tal stiger, fortæller Brian Dybro og fortsætter:
 
- Samtidig oplever vi nu problemer på ældreområdet i Odense, og min frygt er, at ældreplejen risikerer at ende i en meget kritisk situation, hvor kommunerne ikke har de nødvendige, uddannede medarbejdere til at tage sig af dem, der har brug for hjælp. Derfor er der brug for at tænke ældreområdet helt anderledes, og jeg er utrolig glad for, at vi i Odense har kunnet samle nogle af landets førende eksperter på sundheds- og ældreområdet til at hjælpe os med den opgave.


Ekspertråd kommer med anbefalinger med afsæt i dialog
Forud for at ekspertrådet mødes første gang, har det politiske udvalg også inviteret odenseanerne og lokale uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer mv. til dialog om fremtidens ældrepleje.
 
Med input fra i alt otte dialogmøder skal ekspertrådet komme med dets anbefalinger til, hvordan ældreplejen i Odense skal udvikles i de kommende år. Med det klare mål, at Odense også i fremtiden har en tryg og værdig ældrepleje.
 
Formand for ekspertrådet er projektchef Pia Kürstein Kjellberg fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Udover at sidde for bordenden, når ekspertrådet mødes, deltager hun også på dialogmøderne med odenseanerne:
 
- Det er utroligt givtigt at høre fra fremtidens ældre og mulige brugere af ældreplejen. Vi kan lige så godt indstille os på, at tingene bliver anderledes, når vi bliver gamle og måske har brug for hjælp. Det er min oplevelse, at de fleste godt er med på det, og det giver nogle spændende diskussioner om, hvad der så er vigtigt, og hvad vi hver især kan gøre for vores nabo, fortæller hun og fortsætter:


- Og der er noget, vi alle sammen kommer til at gøre anderledes. Fra almindelige samfundsborgere til politikere, forvaltningschefer, sundhedspersonale og uddannelsesinstitutioner. Jeg glæder mig til, at vi som samlet ekspertråd kan komme med vores anbefalinger til politikerne i Odense. Forhåbentlig bliver det noget, der også kan inspirere andre kommuner. For det her er en national problemstilling af den helt store slags.
 
Ekspertrådet samles første gang til september og fremlægger sine anbefalinger til fremtidens ældrepleje i november 2023.

Ekspertrådets medlemmer

Pia Kürstein Kjellberg (formand for ekspertrådet)
Pia Kürstein Kjellberg er projektchef i VIVE og har mere end 25 års erfaring med forskning, analyse, evaluering og innovation på sundheds- og ældreområdet. Her har hun blandt andet arbejdet med rehabilitering på det kommunale ældreområde og organisering af hjemme- og sygeplejen. 
 
Per Okkels
Per Okkels er strategisk rådgiver og tidligere departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet (2011-2021). I 2022 stod Per Okkels i spidsen for det rådgivende panel, den tidligere regering nedsatte med det formål at rådgive regeringen i arbejdet med en ny ældrelov.
 
Karen Andersen-Ranberg
Karen Andersen-Ranberg er forskningslektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet samt geriatrisk overlæge på Odense Universitetshospital. Karen Andersen-Ranberg har blandt andet forsket i aldring, herunder i 100-årige og meget gamle. I sin geriatriske forskning har hun desuden fokus på telemedicin og forebyggelse af akutte hospitalsindlæggelser af ældre. 
 
Poul Skov Dahl
Poul Skov Dahl er ansat på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor han er direktør for Kompetence- og Organisationsudvikling. Poul Skov Dahl brænder for livslang læring. Han har en ph.d.-grad i statskundskab og har blandt andet beskæftiget sig med Fælles Sprog i ældreplejen.

Agnete Meldgaard Hansen
Agnete Meldgaard Hansen er ansat på Roskilde Universitet, Institut for Mennesker og Teknologi, Center for Arbejdslivsforskning, hvor hun forsker i arbejdsliv og arbejdsmiljø. Agnete Meldgaard Hansen er blandt andet optaget af, hvordan rehabiliterende tilgange til pleje og omsorg og brug af nye velfærdsteknologier påvirker arbejdet for de professionelle og deres relationer til de mennesker, de skal hjælpe.

Kontaktinformation

Rådmand Brian Dybro, mobil 24 62 11 18
Projektchef Pia Kürstein Kjellberg, mobil 41 39 35 28

Kommunikationskonsulent Annette Wognsen Frederiksen, mobil 24 21 31 29