Odense Kommune og Fynsk Erhverv fortsætter succesfuldt samarbejde om at få ledige akademikere i job
Odense Kommune har forlænget samarbejdet med Fynsk Erhverv, der skal drive Next Talent-programmet frem til udgangen af 2023. Formålet er at få ledige akademikere i job. Nyuddannede Katja Lysemose Brandt havde på få måneder sendt over 80 ansøgninger uden at finde et job. Efter to uger i Next Talent-programmet blev hun kaldt til samtale og fik job hos Base2Charge som marketing manager.
I 2021 blev flere end hver anden (56 %) af de ledige akademikere selvforsørgende, efter at de havde deltaget i Next Talent-programmet, som Fynsk Erhverv har udviklet og driver for Odense Kommune. Til sammenligning blev kun lidt over hver tredje (35 %) af de personer, der på landsplan havde været i ordinær virksomhedspraktik, selvforsørgende i 2021.
"Det er meget glædeligt, at det er lykkedes for så mange ledige og typisk nyuddannede akademikere at finde et fast job. Det er fedt for de personer, der nu er ude af ledighed, og det er godt for virksomhederne, for akademikere kan være med til at udvikle og åbne nye muligheder for vækst ude i virksomhederne," siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Fokus er på virksomhedernes behov
Efter at have vundet et udbud fortsætter Fynsk Erhverv i 2022 og 2023 med at knytte bånd mellem ledige, typisk nyuddannede akademikere og primært de 600 medlemsvirksomheder.
"En af projektets styrker er, at virksomhederne har tillid til os. Samtidig har vi vendt det traditionelle set up om, så i stedet for at tage afsæt i den lediges CV og jobønsker, fokuserer vi på virksomhedernes behov. Så når vi kommer med en kandidat, er døren åben, og vi har de bedste forudsætninger for sammen at lave et godt match," siger direktør Jytte Reinholdt fra Fynsk Erhverv, der bl.a. promoverer tilbuddet og kandidaterne overfor sine medlemmer til møder, på hjemmesiden og i nyhedsbreve.
Fik fast job i stedet for praktik under samtale
For den nyuddannede kandidat i international virksomhedskommunikation, Katja Lysemose Brandt, gik det hurtigt med at finde et job, efter at hun kom med i Next Talent-programmet.
"Jeg sendte en masse ansøgninger i løbet af sommer og efterår, men blev kun kaldt til en enkelt samtale. Selv om vi som nyuddannede akademikere kommer med den nyeste viden, har vi i sagens natur ikke den erfaring eller netværk, som arbejdsgiverne forlanger," siger Katja Lysemose Brandt, som hurtigt blev kaldt til samtale hos Base2Charge, der sælger ladestandere til elbiler.
"Under samtalen var kemien så god, at jeg blev tilbudt virksomhedspraktik. Vi blev dog enige om, at jeg lige så godt kunne begynde i en fastansættelse fra dag ét i stedet for," siger Katja Lysemose Brandt, der siden november 2021 har været ansat i Base2Charge, hvor direktøren også er tilfreds.
"Fynsk Erhverv vidste, hvad jeg havde brug for, så de kunne hurtigt spotte en ny marketing manager til mig. Nærmest som når man scouter talenter i sportens verden. Så slap jeg for at bruge tid på den opgave og kunne koncentrere mig om driften," siger John Nyhøj Kristensen.
Om Next Talent: Odense Kommune visiterer ledige akademikere (primært dimittender) til Next Talent for at få dem i fast job. Udover at arbejde med kandidaterne er erhvervsorganisationen i dialog med sine 600 medlemsvirksomheder om hvilke kompetencer, de efterlyser, så Fynsk Erhverv kan matche de rette kandidater med relevante virksomheder.
Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt, tlf. 30 60 43 56