Nyt arkitekturråd skal bidrage til at styrke arkitektonisk kvalitet og byudvikling i Odense
Odense Kommune ønsker med et nyt Arkitekturråd for 2022-2024 at understøtte udviklingen i Odenses transformation fra stor dansk by til dansk storby ved at sætte med fokus på helheder og kvaliteten i det byggede miljø.
Odense Kommune har store udviklingsprojekter i støbeskeen, og hver dag arbejdes der med at oversætte ambitioner, strategier og mål til en virkelighed og hverdag for alle odenseanere. Arkitekturrådet kan med sine input bidrage til at styrke byplanmæssig og arkitektonisk kvalitet i udviklingen af hele Odense. Det vil ske med blik på både strategi og udførelse, helhed og detalje - og ikke mindst sammenhængen imellem.
Arkitekturrådet skal på samme måde bidrage til at styrke og samtænke byudviklingen og den fysiske planlægning inden for klima og bæredygtighed. Dette skal ske med forankring i byens identitet og vedtagne strategier inden for bl.a. arkitektur, biodiversitet og grøn storby - og dertil med fokus på at skabe robusthed i planlægning og udvikling af byen. Arkitekturrådet kan være med til at folde potentialer ud mellem det at tænke bæredygtig byudvikling og inspirere med eksempler og referencer til realisering.
"Jeg glæder mig til samarbejdet med det nye arkitekturråd. Medlemmerne har en faglig indsigt og et overblik fra løsninger i andre byer, som vi politikere har gavn af i arbejdet med at sætte retning og skabe rammerne for det gode liv i Odense. Rådet kender arkitekturens og byudviklingens historie, og med medlemmernes input kan vi kvalificere fremtidens løsninger i Odense", siger rådmand Søren Windell (C).
Arkitekturråd med seks medlemmer
Det nye arkitekturråd består af tre medlemmer fra det forrige arkitekturråd samt tre nye, og det skaber sammenhæng med det tidligere råds arbejde og giver plads til nye synspunkter og vinkler. Endnu engang er det et råd med faglig bredde og med faglig tyngde.
De seks eksterne fageksperter er:
· Jan Albrechtsen, Arkitekt MAA, partner hos Vandkunsten.
· Susanne Renée Grunkin, Kreativ leder og Kompetenceleder for bæredygtighed hos Arkitema
· Claus Bech-Danielsen, arkitekt MAA, professor ved BUILD Aalborg Universitet. Ny
· Christian Tilma, arkitekt MAA, associeret partner i Praksis Arkitekter. Ny
· Nicolai Carlberg, etnolog og indehaver af Carlberg
· Signe Cold, arkitekt MAA, partner i Entasis. Ny
Medlemmerne mødes fire gange om året og skal komme med anbefalinger og input til byudvikling og arkitektur ud fra hver deres faglige vinkel og tilgang. De skal komme med bud på, hvordan kvaliteten i byudviklingen bliver høj og så det bidrager til at styrke udviklingen af den gode bæredygtige by. Som under forrige periode kan rådet komme med anbefalinger til konkrete projekter eller planer på et tidligt stadie, men fokus vil primært være på byudvikling i et større perspektiv.
Det er Odense Kommunes forventning, at Arkitekturrådets holdninger og synspunkter skal formidles til byens borgere via digitale medier i form af eksempelvis video og/eller podcast, så borgere med interesse i rådets arbejde og byens transformation har mulighed for at orientere sig.
"I Byudvikling er vi meget optaget af den demokratiske samtale om byens udvikling. Arkitekturrådets høje faglighed, deres input og tanker om Odense, arkitektur og byens fysik vil vi gerne sætte i spil i de samtaler, som vi skal have med byens borgere, vores politiske ledere og byens bygherrer og ejendomsejere. Samtaler om hvordan byen bedst udvikler sig og samtaler om, hvad vi hver især forstår ved kvalitet. Vi vil derfor gøre os umage for at formidle rådets drøftelser og give indblik i deres arbejde for Odense", siger Anette Kold, afdelingschef for Byudvikling.
Arkitekturrådet skal understøtte By- og Kulturforvaltningens arbejde og de politiske beslutninger samt bidrage med ny viden og perspektiver, der kan understøtte forvaltningens arbejde og de politiske beslutninger i retning af øget kvalitet i byudviklingen. Rådets arbejde understøttes og faciliteres af afdelingen Byudvikling, men forventningen er, at flere fagområder og forvaltninger kan have relevante sager og emner til drøftelse i rådet.
Fakta
Arkitekturrådets seks medlemmer er udpeget af følgende:
· Et medlem udpeget af Akademisk Arkitektforening (Jan Albrechtsen)
· Et medlem udpeget af Dansk Landskabsarkitekter (Susanne Renée Grunkin)
· Et medlem udpeget af Build Aalborg Universitet (Claus Bech-Danielsen)
· Et medlem udpeget af Byforening Odense (Christian Tilma)
· To medlemmer udpeget af Odense Kommune (Nicolai Carlberg og Signe Cold)
Arkitekturrådet nedsættes for en toårig periode fra 2022-2024. Perioden løber fra rådets første møde i 2022 og to år derfra.
Den årlige udgift til det afgående arkitekturråd har i perioden 2019-2021 været på knap 200.000 kr., hvilket er afholdt inden for By- og Kulturforvaltningen af ovennævnte ramme.
Nedsættelse af Odense Arkitekturråd forudsættes afholdt inden for samme budgetramme.
https://www.odense.dk/politik/dagsordner-og-referater/by-og-kulturudvalget?agendauid=c3a17ec0-b78e-48d7-b056-f79a13f82a0d&presentationuid=289a6439-e330-45e5-9481-d3b6e4307a35
Rådmand Søren Windell, By- og Kultfurforvaltningen, på tlf. 3070 3693
Afdelingschef for Byudvikling Anette Kold, tlf. 2228 7727