Nu kan man også sortere affald i Odenses offentlige rum
Odense Kommune har startet et pilotprojekt med affaldssortering i byens offentlige rum. Affaldssorteringen skal skubbe på Odenses grønne omstilling og gøre det nemt at sortere, når man ikke er hjemme.
De fleste kender det sikkert. Man sorterer ivrigt sit affald hjemme hos en selv, men når man går rundt i gågaderne eller tager en slapper i byens parker, så ryger alt affald i den samme spand. Sådan skal det helst ikke være, og derfor har Odense Kommune startet et pilotprojekt med affaldssortering i det offentlige rum.
Fremover kan man sortere pap/papir, bioaffald samt glas og metal i en række nye affaldsstationer, som er placeret rundt omkring i byen. Foreløbig er der sat 24 stationer op på Flakhaven, Sortebrødre Torv, Byens Bro, Asylgade, Ny Vestergade, Ansgar Anlæg, Eventyrhaven og Fredens Anlæg.
- Det er sund fornuft, at vi nu også begynder at sortere affald i det offentlige rum, når vi allerede gør det hjemme. Jeg har længe efterlyst muligheden for at kunne sortere sit affald, når man bevæger sig rundt i byen. Det er et lille, men godt bidrag til at gøre noget godt for klimaet og de kommende generationer, rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell (C).
Analyse af sortering
Entreprenøren, der står for indsamlingen af affaldet, analyserer løbende affaldssorteringen for at følge med i, hvor ren sorteringen er, men også for at se, om der er områder i byen, hvor sorteringen fungerer bedre end andre, så man kan sætte nogle initiativer i gang for at forbedre indsatsen.
Pilotprojektet vil løbende blive analyseret i 2022 for at følge med i, hvor stor interessen er for at sortere affald. Selvom der sættes nye affaldsstationer op i byen, betyder det dog ikke, at de eksisterende skraldespande forsvinder fra byens rum. Det vil således fortsat være muligt at komme af med sit affald - også hvis det ikke lige passer ned i de fraktioner, som Odense Kommune har valgt at sortere i.
- Det er naturligvis vores højeste prioritet, at Odense fortsætter med at være en ren og flot by at færdes i. Derfor skal der altid være en skraldespand i nærheden, så man ikke bliver fristet til at smide sit ispapir eller pizzabakke på gaden, hvor det kommer til at genere os alle. De nye affaldsstationer vil dog også bidrage til at øge affaldssorteringen til gavn for miljøet, og hvis pilotprojektet viser sig at være en succes, er vi klar til at sætte flere stationer op andre steder i Odense, siger funktionsleder for Park- og Vejdrift i Odense Kommune, Heine Risom.
Søren Windell, rådmand, By- og Kulturforvaltningen, tlf. 6551 2080