Ledigheden stiger igen både i Odense og på landsplan
De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i Odense Kommune i januar 2022 var på 3.205 fuldtidspersoner. Det svarer til 3,2 % af arbejdsstyrken i Odense Kommune.
De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense er steget fra 3,0 % i december 2021 til 3,2 % i januar 2022. For hele landet er ledighedsprocenten også steget 0,2 procentpoint fra 2,5 % i december 2021 til 2,7 % i januar 2022.
"Det er ærgerligt, at ledigheden nu stiger lidt igen både her i Odense og på landsplan. Men ledigheden er heldigvis stadig meget lav, og den udvikling skal vi holde fast i. Derfor vil vi gøre alt for at hjælpe virksomhederne med at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Det kræver, at vi kender virksomhedernes behov indgående, og derfor er jeg glad for, at vi i februar begyndte at udrulle det nye tættere samarbejde mellem de odenseanske virksomheder og jobcenteret. Med vores nye kontaktstrategi vil vi sikre en tæt dialog mellem virksomhederne og de virksomhedskonsulenter, der skal hjælpe med at rekruttere arbejdskraften, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Kontaktstrategien sikrer, at alle odenseanske virksomheder regelmæssigt har kontakt med en fast virksomhedskonsulent.
Odense indtager en 13. plads i ledighedsplaceringen i januar 2022. Dvs. Odense har landets 13. højeste ledighedsprocent. I december 2021 havde Odense landets 12. højeste ledighedsprocent.
Den aktuelle ledighedsprocent er 3,3 % svarende til 3.256 fuldtidspersoner.
*Bemærk at tallene ovenfor sammenligner ledighedsprocenten for januar 2022 med ledighedsprocenten for december 2021, som de så ud, da Danmarks Statistik offentliggjorde dem. Danmarks Statistik har i forbindelse med offentliggørelsen af januars ledighedstal opjusteret ledighedsprocenten for december 2021 for Odense fra 3,0 % til 3,1 %.
Politiske kommentarer til udviklingen i ledigheden kan indhentes hos rådmand Christoffer Lilleholt på tlf. 30 60 43 56
Øvrige henvendelser vedr. pressemeddelelsen rettes til stabschef Simon Krogh på tlf. 30 60 05 22