Trods nedlukning: Nu kan der lånes reserverede bøger på fire biblioteker i Odense
Fra mandag den 8. februar kan man igen reservere og afhente bøger på forsvarlig vis. Odense Bibliotekerne har nemlig indrettet fire biblioteker som 'reserver og hent'. Det er dog kun muligt at afhente reserverede bøger, da selve biblioteket fortsat holder lukket på grund af corona-nedlukningen.
Der er håb forude, hvis du har savnet at kunne låne bøger på bibliotekerne i Odense under den nuværende nedlukning.
Fra mandag den 8. februar er det nemlig muligt at hente tidligere reserverede bøger under sikre forhold på enten hovedbiblioteket i Borgernes Hus (klokken 13-17 mandag til fredag) eller på Dalum, Tarup og Vollsmose Bibliotek (klokken 13-16 mandag til fredag). Fra onsdag den 10. februar er der åbent for nye reserveringer af bøger.
Bøgerne skal som altid reserveres på www.odensebib.dk eller i biblioteks app. Derefter modtager man en SMS eller e-mail, når ens bog er klar til afhentning på et af de fire biblioteker. Forrest i køen ligger de bøger, som blev bestilt inden nedlukningen, men derefter vil der kunne reserveres og afhentes helt nye bøger fra biblioteket.
- Der har hos mange borgere været et stort ønske om, at de kunne låne "rigtige" bøger på biblioteket under corona-nedlukningen. Mange odenseanere - inkl. mig selv - har i øjeblikket bedre tid til at dykke ned i en god bog, og det skal der skabes mulighed for. Det skal selvfølgelig gøres på en forsvarlig måde for både lånere og bibliotekets ansatte, og det er der fundet en god løsning på nu, så borgerne kan komme ud og hente lidt åndelig føde, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V).
Biblioteket er fortsat lukket ned
Selv om det nu bliver muligt at reservere og afhente bøger og musik, er det vigtigt at understrege, at bibliotekerne som alle andre kulturinstitutioner fortsat holder lukket og overholder de gældende restriktioner. Derfor må der maksimalt lukkes fem lånere ind ad gangen på hovedbiblioteket. På Dalum, Tarup og Vollsmose Bibliotek må der kun være én person inde ad gangen.
- Vi går ikke på kompromis med sikkerheden for hverken vores lånere eller ansatte. Derfor har vi også valgt at gå sikkert til værks og lave en grundig plan for, hvordan vores gæster kan komme og afhente deres bøger på en forsvarlig måde. Vi glæder os til at imødekomme et brugerønske, og det bliver naturligvis med sikker afstand, håndsprit og mundbind på, siger chef for Biblioteker og Borgerservice, Kent Skov Andreasen.
Der bliver dog kun tale om et lukket afhentningsområde, hvor man kan finde sine reserverede bøger og ved selvbetjening låne dem i en af automaterne. Det er altså fortsat ikke muligt at låne andre materialer på bibliotekernes reoler og heller ikke muligt at aflevere bøger i samme forbindelse. Lånere må også forvente, at der kan opstå kødannelse foran bibliotekerne, hvor man naturligvis skal holde god afstand til andre.
Aflevering af bøger kan som nu ske i brevindkast på lokalbibliotekerne og i den døgnåbne afleveringsautomat ved hovedbiblioteket.
Stor stigning i digitale udlån
Selv om mange borgere har set frem til en mulighed for at låne fysiske materialer, kan man også se en bemærkelsesværdig stigning i antallet af digitale udlån. Både i den første og i den nuværende nedlukning har Odense Bibliotekerne givet mulighed for at låne flere e-bøger, netlydbøger og film direkte hjem til sin egen computer eller mobil end normalt på eReolen og Filmstriben. Det har resulteret i, at de digitale udlån har været flerdoblet i forhold til normalen.
- Vores lånere har i den grad taget vores mange digitale tilbud til sig. Det er dejligt, at så mange har fået øje på mulighederne i vores online bibliotek og har haft stort udbytte af det. Men mange savner selvfølgelig fortsat at sidde med en rigtig bog i hænderne, og det kan jeg godt forstå. Vi har arbejdet et stykke tid på at tilrettelægge et tilbud. Det vil vi meget gerne bidrage til i videst muligt omfang i en svær tid for odenseanerne. Det bliver der nu mulighed for igen i begrænset omfang. Og det er forhåbentlig blot begyndelsen i forhold til den rigtige åbning af bibliotekerne senere på året, som vi glæder os meget til, siger Kent Skov Andreasen.
Flere informationer om reserveringer og afhentning af bøger findes på www.odensebib.dk.
By- og Kulturforvaltningens pressetelefon: 65 51 20 80
Bibliotekschef Kent Skov Andreasen: 20 12 44 00