Rikke og Anja er Odenses velfærdstalenter 2021
I dag er en stor dag for Rikke Hansen, der er sosu-assistent og Anja Frøslev, der er sosu-hjælper. De er nemlig blevet kåret som to af PenSam og FOA Ungdoms i alt 100 unge velfærdstalenter 2021.
Boblerne stod klar, og glæden var tydelig, da Rikke og Anja tidligere i dag, flankeret af familie og kolleger, tændte for computeren for at deltage i det virtuelle arrangement, der skulle fejre og hylde dem og de 98 andre unge, danske velfærdstalenter 2021. Stoltheden var heller ikke til at tage fejl af. Det er nemlig ikke hver dag, man i så stor stil bliver anerkendt for sit arbejde.
Rikke, der er 25 år og arbejder på botilbuddet Fangelvej, der er et botilbud for voksne med en sindslidelse, siger:
"Det er et kæmpe skulderklap at få, især fordi indstillingen kommer fra en kollega, der synes, jeg gør det godt. Jeg føler mig stolt over det, selvom jeg egentlig synes, at vi alle sammen her på Fangelvej fortjener titlen som velfærdstalent, for det vi gør for borgerne, gør vi jo i et samarbejde med hinanden."
Fra 32-årige Anja, der arbejder på Plejecenter Munke Mose, lyder det:
"Jeg har faktisk ikke helt forstået det endnu. Jeg synes, det er meget overvældende at få den anerkendelse, for jeg passer jo egentlig bare mit arbejde. Men jeg er meget taknemmelig og glad, for det er da super fedt at det ikke bare er mig selv, der er glad for at komme på arbejde, men at mine kolleger og borgerne også er glade for, at jeg kommer."
Indstillet af kollegerne
Det var Rikke og Anjas kolleger, der tidligere i år indstillede dem til anerkendelsen Velfærdens Talent 100, fordi de hver dag gør en kæmpe indsats for andre mennesker. Anjas kollega har bl.a. indstillet hende, fordi Anja evner at gøre alle beboerne på plejecentret glade og trygge, og Rikkes kollega har nomineret hende, fordi hun skaber stjernestunder for beboerne på Fangelvej.
Både Anja og Rikke er rørte over den gestus, deres kolleger har udvist ved at nominere dem og siger:
"Jeg blev så rørt, at jeg begyndte at græde faktisk. Det kom helt bag på mig, og jeg syntes, det var utrolig smukt af hende," fortæller Rikke.
"For mig betyder det alt, at det er en af mine kollegaer, der har indstillet mig. Det varmede helt vildt meget, at hun har tænkt på lige præcis mig, og at hun har set den forskel, jeg gør for beboerne," siger Anja.
Stor begejstring hos rådmand og borgmester
Ud af et stærkt felt af nominerede i Odense var det borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand på ældre- og handicapområdet Søren Windell, der sammen udvalgte de to medarbejdere fra Odense Kommune, som skulle gå videre. De er begge meget glade for, at to af årets 100 velfærdstalenter er fra Odense.
Søren Windell siger:
"Der findes ikke noget smukkere end mennesker, der dedikerer deres arbejdsliv til at hjælpe andre, og derfor synes jeg, det er utrolig dejligt og velfortjent, at der kommer fokus på de unge, der har valgt en karriere inden for omsorgsfaget. Det er et utroligt vigtigt fag, og vi har brug for alle de dygtige hænder, vi kan få, til at hjælpe og støtte de borgere i vores samfund, der har mest brug for det. Jeg er stolt af, at vi har to vaskeægte velfærdstalenter lige her i Odense, og jeg ønsker Rikke og Anja et stort og hjerteligt tillykke med anerkendelsen."
Fra borgmester Peter Rahbæk Juel lyder det:
"Alle de unge, der vælger velfærdsfagene som karrierevej, fortjener anerkendelse og skulderklap. For de er afgørende for, at vores børn hjælpes godt på vej, og at vi passer på vores syge og ældre gennem alle livets faser. Når vi fremhæver vores unge talenter, er vi med til at skabe forbilleder, og jeg er stolt af, at Odense Kommune er repræsenteret i feltet. Vi får brug for rigtig mange dygtige og engagerede velfærdsmedarbejdere i fremtiden, så lad os i dag hylde alle dem, der går forrest og viser vejen for vores unge."
Om Velfærdens Talent 100
Med Velfærdens Talent 100 hylder PenSam og FOA Ungdom 100 unge talenter, der har valgt at arbejde inden for velfærdsområdet, og som hver dag gør en forskel for andre mennesker. Kåringen af de 100 velfærdstalenter er en anerkendelse af de unge, der har valgt at gøre karriere inden for velfærdsområdet.
Læs mere om Velfærdens Talent 100
Foto:
Rikke Hansen (tv) og Anja Frøslev fra Odense er to af de i alt 100 danske velfærdstalenter 2021
Rikke Hansen, sosu-assistent på Botilbuddet Fangelvej: 40 46 24 47.
Anja Frøslev, sosu-hjælper på Plejecenter Munke Mose: 28 71 68 05.
Søren Windell, rådmand på ældre- og handicapområdet: 30 70 36 93.
Borgmester Peter Rahbæk Juel kan kontaktes via presserådgiver Heidi Callesen på tlf. 29 73 43 11.