Spring til indhold
Nyhed

Odense-elever vinder kode-konkurrencen, Coding Class

22-06-2021

I dag kulminerede indsatsen for de 6. klasser landet over, der det sidste år har kodet på livet løs og konkurreret om selv at udvikle det bedste spil. Det blev Jan og Halfdan fra 6. klasse på Risingskolen, der blev en titel rigere, da deres spil "John Karlo og hans robot" vandt i kategorien "gaming" til årets store kodefinaleshow. Spillet er en fortælling om, hvordan robotter kan falde i de forkerte hænder og blive brugt i en ond sags tjeneste.

Coding Class finalen 2021.jpg

Jan og Halfdan fra 6. klasse på Risingskolen, der netop har vundet med deres spil "John Karlo og hans robot".

Finalen, der ellers siden 2016 har været et stort event i Odense, er for andet år i træk konverteret til et digitalt event. Det betød til gengæld, at alle de elever, der i løbet af skoleåret har haft kodning på skoleskemaet, kunne følge med rundt omkring i landets klasselokaler, da vinderne blev fundet i de tre kategorier "Innovation", "Gaming" og "Kodning". I alt gik 13 hold fra både Odense, København og Grønland videre til finalen.

Skal kunne mestre teknologien

IT, sociale medier og teknologi i det hele taget fylder mere og mere i børns liv, og derfor er der kommet en ny faglighed ind i folkeskolen, som skal styrke alle børn og unge i deres kompetencer til at navigere i en digital verden. Det er ikke længere nok at være superbruger, og derfor skal børn og unge klædes på med sunde digitale vaner, som lærer dem at mestre teknologien frem for at lade sig styre af den.

I Odenses folkeskoler deltager de fleste 6. klasser i Coding Class. I løbet af en uge lærer de at kunne kode i Scratch og fremviser resultatet for en af byens IT-virksomheder. Det bedste spil når den landsdækkende finale. Børn- og ungerådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen, mener, at Coding Class er et værdifuldt element for elevernes teknologiforståelse:

- At holde førerpositionen som verdens bedste robotby kræver, at alle er på dupperne, og også at børnene er klar på at være fremme i skoene. Det var en del af Odenses unge, da de deltog i Coding Class og vandt. Coding Class handler om meget mere end kodning. Det er her de unge lærer, at det både handler om teknisk snilde, en god fortælling, brugervenlighed, design og meget mere. Egenskaber som er gode at have, når man er barn af en robotby, men selvfølgelig også, hvis man skal noget helt andet.

Klimaforandringer og Covid-19 vacciner

Der er ikke grænser for elevernes kreativitet med de forskelligartede spil, de seks finalehold fra Odense har kodet til finalen i år. Og især to af de dagsordener, der fylder meget i verden netop nu, har også sat sine spor i elevernes kodning.

Eleverne fra Højmeskolen har ladet sig inspirere af corona-epidemien, da den brød ud i Danmark. I deres spil "Vaccine Robotten", skal man skyde Covid-19 vacciner på syge mennesker, før de når ind i Bilka. Men det handler om at holde tungen lige i munden. For hvis det ikke lykkes at holde de syge mennesker ude af Bilka, mister man liv og taber spillet. Det samme gør sig gældende, hvis man løber tør for ammunition, som man skal sørge for at samle op undervejs.

Både eleverne fra Lumby Skole og Åløkkeskolen har valgt at tage klimaforandringerne op som tema med deres spil "Klima Question" og "The Hero of the Air", som begge har til formål at gøre os klogere på klimaforandringerne og give os et skub i den rigtige retning af at passe bedre på verdenshavene og naturen.

Fakta

  • Projektet Coding Class er etableret i 2016 og er rettet mod 6. klasser.
  • Mere end 10.000 skoleelever har indtil videre været med i Coding Class.
  • I skoleåret 2020/2021 er de fleste 6. klasser i Odense med, ligesom 3000 elever i København også er.
  • Coding Class-konceptet er udviklet af IT-Branchen, men i Odense har det de seneste to år været ungdomsskolen, UngOdense, der har stået for undervisningen.
  • De seks Odense-hold kommer fra Højmeskolen, Åløkkeskolen, Munkebjergskolen, Lumby Skole og Risingskolen.
  • Eleverne har kodet deres spil i programmet Scratch. Se elevernes pitches og prøv spillene her: https://www.codingclass.dk/pitches/.
  • Læs mere om Coding Class-finalen her: https://www.codingclass.dk/finalen-2021/
  • I efteråret 2019 lancerede Odense Kommune en 10-årig strategi for børns dannelse og uddannelse i "Verdens bedste robotby - Strategi for dannelse og uddannelse i børnehøjde". Læs mere om Verdens bedste robotby.
  • Odense Kommune er globalt førende inden for robotbranchen med 120 robotvirksomheder, og med strategien ønsker Byrådet at klæde børn og unge på til at udnytte de helt særlige jobmuligheder, som robotbranchen tilbyder.
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand i Odense, mobil: 30 60 44 19

For flere informationer om Coding Class i Odense: Maria Friis, områdeleder, UngOdense, mobil: 26 12 78 32

For flere informationer om Verdens Bedste Robotby - Strategi for dannelse og uddannelse i børnehøjde: Birgitte Stærmose Madsen, programleder, Børn- og Ungeforvaltningen, mobil: 26 82 02 00.