Spring til indhold
Nyhed

Odense dedikerer en hel uge til robotleg for de yngste

29-10-2021

102 dagplejere og 48 af Odenses børnehuse skyder på mandag årets helt store robotuge i gang under navnet "Robotdage for de yngste". Ugen er spækket med sjov og læring, og alle kan være med, også selvom man ikke har prøvet at lege med teknologi og robotter før.

1 Klodser på papir Hakeem og Mira.jpeg

Det er første gang nogensinde, at Odenses yngste oplever en hel uge dedikeret til teknologi og robotter. Det er forskelligt fra sted til sted, hvor meget teknologi man har til rådighed i dagligdagen. Derfor er ugen tilrettelagt sådan, at man kan være med, selvom man ikke har robotter til rådighed, men i stedet en iPad og forskellige apps. Der er endda mulighed for at deltage kun med analoge værktøjer som papkasser og Lego®-klodser til at arbejde ud fra.

Alle de tilmeldte børnehuse og dagplejere har fået tilsendt en inspirationskasse fyldt med gode værktøjer til at komme godt i gang med. I kassen er bl.a. et katalog, hvor de voksne kan hente inspiration til, hvordan man arbejder med de teknologier, de har til rådighed, og hvordan man ved hjælp af forskellige apps kan være med til at styrke børnenes teknologiforståelse og leg med teknologien.

- Robotdage for de yngste er så sjovt og spændende. Jeg glæder mig til at se, hvordan småbørnene tager imod de nye lege og oplevelser. Børn begriber mange ting gennem leg og oplevelser. På robotdagene får børn lov at lege med noget, der åbner en ny dør for dem ind i teknologiens verden, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Robotter er for alle

I Robotdage for de yngste er der ingen forventninger om, at børnene forstår, hvad en robot er, eller hvordan man koder. Når børnene oplever, at en robot gør noget bestemt, afhængigt af hvilken knap man trykker på, så oplever de et forstadie til kodning.

Ugens forskellige muligheder og aktiviteter er sammensat, så alle kan være med og få noget ud af det. Alle aktiviteterne, der er beskrevet i inspirationskataloget, kan udføres i eget børnehus eller dagplejehjem, eget tempo og på det tidspunkt, der passer bedst. Der er lagt op til, at børnene skal være kreative, tænke innovativt og finde på inden for teknologiens verden, hvad end man først lige er begyndt at have teknologi i sit dagtilbud, eller om det har været der længe.

- Vi glæder os utroligt meget til Robotdage for de yngste. Robotter og teknologi er noget forholdsvist nyt i vores børnehus, derfor skal vi også prøve forskellige aktiviteter af i løbet af ugen og suge til os af gode idéer og lege, når vi får læringskonsulenten på besøg. For voksne kan det være svært at komme godt i gang med forskellige teknologier udover iPads og telefoner, men for børnene er det med robotter og forstadierne til kodning jo bare en ny leg. Jo mere børnene får mulighed for at eksperimentere og udfordre teknologien, jo mere får de med sig videre, siger Vicki Holmelin Madsen, der er daglig leder i Lillelund Børnehus.

Teknologisk træner klar på sidelinjen

I løbet af ugen kan både børnehuse og dagplejere booke et besøg af en læringskonsulent, som kommer ud og hjælper med gode råd og inspiration, og som også har mulighed for at tage forskellige teknologier med ud på besøget. Det betyder, at børnene også har mulighed for at prøve kræfter med ny teknologi, de ikke nødvendigvis kender fra hverdagen.

Når ugen er gået, vil børnene have modtaget diplomer for de aktiviteter, de har været med i, som fortæller om børnene har været særligt modige, nysgerrige, medmenneskelige eller vedholdende i aktiviteten.

Gratis tilbud til forældre om også at være med

Uanset om ens barns dagplejer eller børnehus har tilmeldt sig Robotdage for de yngste, har familierne stadig mulighed for at være med.

Lørdag den 6. november kl. 10, kl. 11 og kl. 12 afholder GULDASTRONAUT tre workshops på Vollsmose Bibliotek for børn i alderen 1-6 år, hvor de lærer teknologierne at kende gennem historiefortælling med pingvinen Jack og hans venner. Her kan børnene sammen med deres forældre bl.a. lege med Bluebots, Beebots, Lightstax, iPads og en masse Duplo-klodser.

Workshopsene er gratis at deltage i og kræver ingen tilmelding.

Fakta

  • Robotdage for de yngste er en del af Odense Kommunes strategi for at være Verdens Bedste Robotby i børnehøjde
  • De tilmeldte børnehuse og dagplejere har modtaget en inspirationskasse, som de selv kan planlægge ugen ud fra. Med i inspirationskassen er der, foruden inspirationskatalog og diplomer, også plakater, postkort og to forskellige robot-bøger, "Tom Robot" og "En robot hjælper til", til højtlæsning inddelt i aldersgrupperne 0-3 år og 3-6 år.
  • I løbet af ugen har flere af børnehusene og dagplejerne booket en læringskonsulent, som kommer på besøg, og som har forskellige teknologier med. Tilbuddet med at få besøg af en læringskonsulent gælder altid, og altså ikke kun under Robotdage for de yngste. Alle skoler og dagtilbud i Odense Kommune kan booke en læringskonsulent.
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mob: 30 60 44 19

Vicki Holmelin Madsen, daglig leder i Lillelund Børnehus, tlf. 24 61 92 79

I forbindelse med spørgsmål til Robotdage for de yngste:

Birgitte Stærmose Madsen, programleder i Verdens Bedste Robotby, tlf. 26 82 02 00, mail: abma@odense.dk