Spring til indhold
Nyhed

Kulturmaskinen bliver netværksspillested

28-06-2021

Der er 500.000 kroner på vej til Kulturmaskinen fra Statens Kunstfond. Pengene skal bruge til at udvikle Kulturmaskinen som netværksspillested i 2021 og derigennem styrke det musikalske miljø i Odense.

kulturmaskinen_logo_footer.jpg

Netværks- og genrespillestedsordningen er et nyt punkt på finansloven, og formålet er at løfte spillestedsområdet med et supplement til de to eksisterende ordninger - den regionale spillestedsordning og honorarstøtten. Der er afsat 10 millioner om året til Netværks- og genrespillestedsordningen på landsplan, og i første omgang modtager Kulturmaskinen i Odense 500.000 kroner for resten af 2021.

- Odense har et levende og spændende musikmiljø, som har potentialet til at udvikle sig vildt i de kommende år. Det er fantastisk, for kultur er også velfærd, så jeg glæder mig over, at Kulturmaskinen bliver netværksspillested i resten af 2021. Med midlerne og opmærksomheder følger nye muligheder og indsatser, som kommer til at løfte vores musikmiljø til gavn for dem, der dyrker musikken - og for alle os, der nyder den, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Det var også en glad chef for Kulturmaskinen, Jakob Kwedéris, der modtog nyheden om, at Kulturmaskinen får bevillingen til at drive netværks- og genrespillested. Han ser frem til at bruge pengene på i endnu højere grad at styrke og gøde det musikalske vækstlag i byen.

- Vi understøtter byens arrangørgrupper og kreative miljøer i et stort netværk og ønsker at styrke musikkulturen sammen med alle byens ildsjæle, små og store fællesskaber og alle de borgere der aktivt ønsker at deltage både bag ved, på og foran scenen. At få mulighed for at arbejde videre med dette princip er meget stort for os, og vi glæder os til at kunne udvide ambitionerne om også at kunne række længere ud i byen med projektet, forklarer Jakob Kwedéris, som opererer med begrebet DIT - do it together.

- Sammen kan vi mere - og derfor taler denne ordning også lige ind i hjertet på Kulturmaskinen. Det er et perfekt match, og jeg er rigtig glad og stolt over, at vores indsats og nye projekt får opbakning fra Statens Kunstfond. Det fortjener byens mange musikmiljøer, talenter og ildsjæle.

Tæt samarbejde med arrangørgrupper

Konkret vil pengene gå til koncerter, talks, netværksskabende og fælleskabsøgende aktiviteter og facilitering af arrangører. Projektet skabes i samarbejde med husets arrangørgrupper - også de, som endnu ikke har fundet vejen dertil endnu.

Foruden de allerede etablerede samarbejder med Røde Himmel, DanceLikaMonkey, Klub Golem m.fl. er der foreløbigt etableret konkrete samarbejder med HF Flow, MUsU (Musikfælleskabet for ustyrligt unge) og UngOdense om projektet for resten af 2021.

Ambitionerne stopper ifølge faglig leder og koordinator for Program & PR, Niels Christian Geil, dog ikke der:

- Det her er et kæmpe skulderklap, og vi ser allerede frem mod næste ansøgningsfrist i efteråret - hvor vi gerne vil gøre 'familien' endnu større. Vi kommer til at arrangere nogle 'open calls' i løbet af august og oktober, hvor vi inviterer alle byens arrangører og kulturskabere ind, for at vi fælles kan sørge for at dette projekt får en lang løbebane - til gavn for hele byen, for hele Fyn, og for hele landet.

Bevillingen af status som netværks- og genrespillested kommer i forlængelse af Kulturmaskinens øgede fokus på Frølagerets og Magasinets identiteter i byen og efter et år, der har budt på flere nye initiativer, blandt andet festivalen Parasol, som løber af stablen for andet år i træk den 9. og 10. juli i år.

Kontaktinformation

Niels Christian Geil, Faglig leder & koordinator for Program & PR, nicge@odense.dk